'Open Water' er nemlig en slags 'Dødens Discount Gab', uden at det med discount skal opfattes negativt. Chris Kentis fortæller uden specielle effekter om et ungt ægtepar, der bliver agterudsejlet på en dykkerudflugt i Caribien. Da de dukker op til overfladen, er båden væk, og de befinder de sig i rum sø. Omgivet af hajer, der virker foruroligende opsatte på at modbevise påstanden om, at hajer kun yderst sjældent spiser mennesker. Fanget i den forkerte ende af en fødekæde, de som mennesker normalt kun regner for bekvem selvbetjening. 'Kentis' Discovery Channel-gys fremmaner effektivt en paradoksal klaustrofobisk atmosfære. Her er ofrene ikke spærret inde i et lille lukket rum, men knuget af elementernes overmagt og hajernes stadig snævrere cirkler. Dybet under fødderne, himlen over hovedet og en omverden skvulpende i farefuld øjenhøjde, hvorfra man intet kan overskue eller beherske. Naturskønne billeder af himmel og hav indrammer de videovuggende billeder af Daniel og Susan. Det er lige før, man bliver både søsyg og vandskræk og flygter fra sin sushi. Enkelt og effektivt. Realistisk og uden klichéer. Uhyggelig på sin egen nådesløse facon. Men 'Open Water' er måske lige skrabet nok til at opnå den kultstatus, man indlysende nok angler efter.