En ganske vist virkelighedsinspireret, men dog temmelig søgt historie om en slags katastrofe eller tragedie, forvandlet til feel good-komedie af en tilsyneladende ret forhenværende mesterinstruktør og med to godt og vel brugte skuespilkræfter i hovedrollerne ... Og så har filmen alligevel en drivkraft og en underliggende uro i sig, som holder én fast i to stive klokketimer! Forklar det, hvem der kan - men man må jo prøve: Viktor Navorski lander i Kennedylufthavnen i New York, netop som der er begået statskup i hans hjemlige republik Krakosia. Landet - og dermed mandens pas og visum - er blevet ugyldigt, ikkeeksisterende. Han kan ikke lukkes ind - og ikke sendes 'hjem'. Sikkerhedschefen - undertrykt aggressivt spillet af Stanley Tucci som en studie i bureaukratisk neurose og ambition - må henvise ham til at blive i transitten, indtil tilstandene normaliseres. Hvad Tom Hanks - for ham er det jo - så gør med sin bondske kuffert og garderobe, sin overvægtige platfodethed og hele den øvrige, 'typisk kaukasiske' (?) charme, man kun alt for levende kan forestille sig Hanks' og Spielbergs signalement af. Navorski indretter sig en base i dette limbo, ved den altid ubrugte Gate 67. Lufthavnens servicepersonale, mange selv illegale indvandrere, mistænker ham først for at være CIA-agent, men accepterer ham, især da han takket være sine russiskkundskaber og nu nødtørftige engelsk kan optræde som mægler mellem sikkerhedsfolkene og en uskyldig pågreben passager. Han kommer også i snak med stewardessen Amelia, der i Catherine Zeta-Jones' figur næsten falder for hans enfoldige mangel på bagtanker - dén er hun ikke forvænt med hos mænd. Som modgift mod erotisk kaostrang har hun Napoleonbiografier som hobby! Ja, ærlig talt! Men samtidig med at man altså sidder og frygter historiens og det umage pars endelige udskridning hinsides frikadellegrænsen, ja, så både morer og griber den altså alligevel! Få lokaliteter egner sig vel så godt som lufthavne til satirisk udstilling af nymodens overfladiskhed og forbrugerisme. Hvad skal jeg lave her, spørger den transitdømte Navorski, og svaret lyder: Det eneste man kan lave her er at shoppe! Men hvad så, når ens hjemlige rubler er blevet ugyldige? Men for det andet kan Navorskis situation jo dårligt være mere globalt højaktuel. Aldrig siden nationalstaternes opståen har flere vel befundet sig i dette limbo - den statsløse flygtnings evige ventetilstand i et tomrum af ikkeeksistens. Og midt i alle troskyldighedsrutinerne giver Hanks faktisk fine udtryk for denne afmagts særlige overlevelsesmuligheder i at punktere autoriteterne - en art moderne sidestykke til gamle Soldat Svejks figur som modbillede til krigsliderligheden. Alt det rumsterer med bag filmens stadig mere panisk hyggespredende scener og gør, at 'Terminalen' trods alt er en Spielbergfilm. Om end Spielberg ultra light.