Emnet er lige så slidt, som det er tragisk. Så fortærsket, at blaserte sjæle sikkert kan få blå mærker ved blot at tænke på at gå i biografen for at studere det fænomen, der er den urimelige virkelighed for andre. Heldigvis for begge grupper er det lykkedes for den spanske instruktør Iciar Bollain at dreje en vedkommende, nærgående og nøgtern film om hustruvold med 'Ta' mine øjne' ('Te Doy Mis Ojos'), som man, hvor mærkværdigt det end måtte lyde, faktisk kan nyde. For sin psykologiske indsigt, sin medmenneskelige varme og ikke mindst for sit fine skuespil. Det forfriskende ved 'Ta' mine øjne' er, at den parkerer fordommene i entreen og frit studerer det voldsramte ægteskab mellem i dette tilfælde Pilar og Antonio indefra. Oven i købet med sjældent fokus på den mandlige og aggressive del af forholdet, hvilket naturligvis nuancerer og forstærker billedet en hel del. I den smukke spanske middelalderby Toledo, en times kørsel fra Madrid, pakker den hjemmegående hustru Pilar, smukt og bevægende spillet af Laia Marull, en morgen kufferten og tager sammen med sønnen Juan bussen fra den forstad, hvor hun bor sammen med Antonio. Efter gentagne tilfælde af gennembankninger, ser hun ikke anden udvej end at forlade den mand, hun dybest set stadig elsker, for at tage ind til sin søster Ana (Candela Peña) inde i byen. Mens Pilar langsomt kommer til sig selv og får job med hjælp fra søsteren og hendes kæreste, begynder Antonio på et terapikursus i håb om at vinde Pilar tilbage. Men til trods for alle forsøgene på at opnå selvindsigt og få kontrol med aggressionerne lurer eksplosionerne hele tiden under huden på Antonio, der spilles sublimt af den indestængte Luis Tosar ('Mandage i Solen'). Inden i ham raser trangen til kontrol, bitterheden og det mindreværd, som udløses i slagene og ydmygelserne af Pilar. Ikke desto mindre lader hun sig overbevise om, at Antonio har forbedret sig og vender tilbage, samtidig med at hun bævende af angst forsøger at fastholde sit eget spor og karrieren. Trods søsterens advarsler vælger hun at give kærligheden en chance, selv om hun ved, at forholdet kan ende med hendes død. Hvornår vil hun tage de øjne tilbage, hun i elskov har givet til sin mand og se sig selv? Det er det spørgsmål, filmen undersøger. For til sidst at give gode og logiske svar på det. Inden da når vi ind i hjerterne på både Antonio og Pilar samt deres nærmeste. Et facetteret, sine steder ligefrem smukt bud på et af den slags voldelige forhold ingen forstår, serveret ligefremt og uden overdreven dramatik. Derfor virker de rå scener så meget desto stærkere. Og ind imellem har Iciar Bollain fundet plads til barokke og morsomme scener, som da de voldelige mænd på terapikurset skal spille mand og kone, som forsøger at få en samtale i gang efter en lang arbejdsdag. Selv om filmens anden problemstilling, det konservative kvindesyn, som især Pilars mor repræsenterer med sine vedholdende krav om, at hun skal føje sig og tage hjem til sin mand, kan forekomme langt væk fra en dansk virkelighed, er 'Ta' mine øjne' en både relevant, klog og vedkommende film. Forrige år var der i Spanien 43.313 anmeldelser om vold i hjemmet, hvoraf 52 af tilfældene havde dødelig udgang. Og næverne sidder også løst i mange danske hjem. I Spanien blev 'Ta' mine øjne' sidste år helt fortjent kåret som årets bedste film, ligesom skuespillerne fik flere priser. På den netop afviklede Copenhagen International Film Festival modtog Luis Tosar prisen som festivalens bedste mandlige hovedrolle for sit indsigtsfulde og facetterede spil som Antonio, der inviterer os indenfor til et trods alt opmuntrende besøg i voldens hjerte.