Johannes Vermeer var fattig og havde 11 børn. Og et af hans mest elskede og gådefulde malerier er 'Pige med perleørering', nu ophængt i Haag på Mauritshuis, hvor det lyser op. Der er kun 35 malerier tilbage efter Vermeer, og ingen af hans børn blev kunstnere. Så derfor er der god anledning til visuelle fantasier over dette portræt - hvem var pigen, og var han forelsket i modellen? Det var han nok, tænker vi. Den engelske film 'Pige med perleørering' antager det også, men den antager det på en meget fin måde. Mest forelsket er Vermeer i sin kunst. For kunsten må alt andet vige, om end der bæves og udveksles lange, fyldte blikke i hans atelier i Delft, hvor den uskyldige 17-årige Griet har fået ansættelse som stuepige. Her vaskes og koges og pudses og steges i en regi-glad opsætning af hollandsk renæssance ud til kanalerne. Det er et mærkeligt hus, den unge Griet er blevet optaget i. Vermeers kone er frustreret og næsten konstant gravid, svigermor er streng og stram, og mæcenen, van Ruijven, spillet af Tom Wilkinson, er en opmuntrende bandit og kyniker, som hurtigt brænder varm på Griet. Over alle vande svæver Colin Firth esoterisk som Vermeer med langt hår og en brændende, men kysk behersket lidenskab for pigen. Uden at sige ret meget forstår hun sig alligevel på kunst. Over det hele hviler en højtidelig stemning af dyb alvor og ansvar for kunsten. »Hvilken farve har skyerne?«, spørger Vermeer pædagogisk og åbner for pigens kunstsyn. Skyerne er ikke hvide - de er blå og gule. Her er vinduer, som skal pudses, her er kander og kakler og en gul farve, laseret i tørt pis, og selv om Vermeer ofte sidder og bider i penslerne, får vi på et relativt sent tidspunkt at vide: »Din herre er en stor maler!«. Jo tak, jo tak, vi ved det. Dét er filmens kunstsyn, og det er konventionelt - men ikke bare konventionelt, også meget langt i spyttet. Hvor er der stille i dette hus! Hvor falder replikkerne tungt og rent ud sagt banalt. Noget må der ske. Og noget sker også. I to scener demonstrerer Griet (Scarlett Johansson) og Vermeer (Colin Firth), at ilden brænder mellem dem. Han beder hende om at fugte sine læber - det betyder kys. Og da han bliver opfordret til at male hende med sin skinsyge kones perleørering på, må han først gennembore hendes øre. Det lille blodige hul i øret er hans penetrering af jomfruen. Enten er det en meget smuk scene, eller også er det calvinistisk pornografi, valget er Deres. Jeg kan naturligvis ikke forbigå den erotiske spænding, som skal opstå mellem Griet og Vermeer. Og jeg må indrømme, at den fungerer, og at filmen uden den kun ville være en omhyggeligt kultiveret fuser. Scarlett Johansson ligner slående portrættet og spiller sin rolle med overbevisende jomfruelig frygt - et ansigtsudtryk, som først ændres, da slagterens søn har taget mødommen i en scene, som nøje følger efter Vermeers symbolske penetrering. Og så Colin Firth! Engang var han Darcy i Jane Austens 'Pride and Prejudice', en rolle, han så at sige var født til, og som han heller ikke siden har overgået. Manden er smuk og maskulin, en ædel maler, men måske lidt mere? Er der også et portræt af trættende despoti i hans malertalent, er der et strejf af selvisk, uopmærksom narcissisme i hans skikkelse? Er hans produktivitet så krævende? Hvorfor er huset så andægtigt stille, kræver kunsten så megen ædel opofrelse fra kvindekønnet - som ikke engang kan opmuntres af et realiseret forhold? Det er lige før, man skønner på Tom Wilkinsons mere jordnære og sexparate kunstindkøber. Eller på Vermeers ondskabsfulde datter, den ældste af de seks børn, som må have arvet det selviske gen - uden at arve talentet. Hun er et lille sideshow - en datter, som blev ofret. Men prøv nu selv at se filmen. Den har med garanti intet at gøre med den historiske maler, men den er smuk og meget dannet. Perlemor.