Los Angeles klokken 4 om natten. En øde kæmpeby i neon og stål. Et millionnetværk af skæbner og forbrydelser. Højhuse og baggyder, jazzrestauranter og taxier, palmetræer som silhuetter i baggrunden, tre prærieulve, som lusker over gaden, som om de havde overtaget byen by night, når civilisationens fernis er borte. Og nogle, der koldblodigt myrder, mens andre sover. 'Collateral' er filminstruktøren Michael Manns stærke gennembrud efter film som 'Manhunter' og 'The Insider'. Et intenst, klaustrofobisk portræt af byen, som ikke sover, og som ikke er vågen, optaget digitalt, ikke på film. Og det er blevet en blændende flot filmatisering af vores nattemareridt i storbyformat - hvor det gensidige, det dobbeltsidige, det 'collaterale', er tilskuerens tiltrækning og rædsel for civilisationens og moralens sammenbrud. Max er taxichauffør i Los Angeles. Han drømmer om Maldiverne, han er en fredelig brilleabe, og en af hans tilfældige kunder fra lufthavnen er den kvindelige anklager Annie, som han får en kort, men menneskeligt vedkommende samtale med. Det ender med, at hun giver ham sit visitkort. Men hele filmen ender med, at han måske skal frelse hendes liv. Hvorfor? Han er bare a good guy - den sorte taxichauffør, som altid sidder med ryggen til kunden og altid har den ubevidste tillid til andre mennesker. Den næste kunde får han ved en tilfældighed. Det er Vincent - en lejemorder på hurtig gennemrejse i L.A. Bøsserøv i Hermès-indpakning? Flink, men kynisk fyr? Tom Cruise er lige så lidt forklaret som enhver anden i storbyen. Det er bare hans job at myrde fem mennesker, inden han igen skal nå flyet væk fra L.A. Max bliver tvunget til at være hans chauffør denne nat. Det første mord er filmens bedste. Det kommer som et chok, da bilens kølerhjelm og forrude bliver smadret af liget, der falder ned fra oven. Hvad som helst kan smadre vores livssyn oppefra, mens vi sidder og spiser en sandwich. Men nu er thrilleren i gang, med en insisterende konsekvens, som skabes af Tom Cruises påfaldende sikre portræt af en gunman, der heller ikke havde noget valg. Det er Tom Cruises bedste rolle i lang tid, dette uigennemsigtige portræt af en elegant, gråhåret, koldblodig lejemorder, uden tilgivelser og uden illusioner. Max slipper ikke ud af taxien og bliver det ufrivillige vidne til en serie af mord. Fem vidner i en narkosag skal likvideres, og Vincent handler iskoldt. Små trygge scener forvandles brat til forbrydelse og flugt - et besøg i en jazzrestaurant, et besøg på hospitalet hos Max' syge mor, som heller ikke fatter, hvad der sker - kun ét er sikkert: Tingene sker, hvis du ikke griber ind. I lang tid er Max rådvild eller skræmt fra vid og sans. Men langsomt ændrer han udsyn og begynder at handle. Jamie Foxx er den sagesløse taxidriver, som begynder at overtage nogle af Vincents evner - han forvandler sig fra drømmer og taber til medspiller. En fornem præstation af Jamie Foxx, som ikke før har spillet så lige op mod en superstjerne som Cruise. Der knuses biler, og der skydes blændende, og realistisk er denne thriller overhovedet ikke. Skønt narkopolitiet er i hælene på Vincent, overlever han som katten med de ni liv. Hvad med det tiende? Det er en slags road movie i byformat, et hypnotisk spændingsspil, hvor morder og offer hele tiden bytter roller. Til det sidste bevares spændingen om udfaldet. Kemien mellem Vincent og Max holder sig oppe, skønt vi ikke er i tvivl om sympatien. I L.A. dør man uden at vække opsigt, siger Vincent med psykopatens selvsikkerhed. Det sidste billede i metroen synes at bekræfte hans påstand. Underholdende!