Filmen starter med at angive tid og sted for hovedpersonens selvmord. Den slags kræver selvtillid. Sådan en har Simon Staho åbenbart fundet i Sverige, seks år efter hans danske spillefilmdebut 'Vildspor' i 1998 fik en overvægt af øretæver. Med 'Dag og nat' præsenterer Staho et komprimeret menneskeligt drama båret frem af et imposant opbud af fremtrædende svenske karakterskuespillere. Konstruktionen er en dristig intimscene på fire hjul. En arkitekt fanget i en depressionens dødsspiral kører rundt i sin store bil og gør livets regnskaber op. Sønnen, hustruen, elskerinden, bedstevennen, søsteren og moderen. En efter én sætter de sig ind i bilen, og stiger snart efter hudløse ud igen. Som tørt skind skrællet af. Endnu en brik til tragedien er faldet på plads. Det eneste ubetinget positive møde er betegnende nok med en vildt fremmed. Hans Alfredsson spiller tissemanden fra et offentligt toilet, hvorfra han betragter livet med ydmyg optimisme. Men det hjælper ikke hovedpersonen. Det er for sent. En tidligt plantet afstumpethed har gjort sjælen til svampet træ. Det er en meget skematisk konstruktion, men som minimalistisk følelsesdrama virker den. Både Bergman og Kieslowski må tælle som inspirationer bag denne næsten klinisk klare komposition udspillet på en baggrund af silende regn i velfærdssamfundets mest skindøde zoner. Maria Bonnevie er elskerinden, Pernilla August søsteren, Lena Endre hustruen, Maria Göranzon moderen. En film med små, men stærke kvinderoller. Men bag rattet sidder Mikael Persbrandt ret op og ned i livets lort til halsen. Herhjemme nok mest kendt for tv-serien 'Beck', men det bør ændre sig efter 'Dag og nat'. Med desperation så kold som tøris gennemspiller han arkitektens rejse tilbage igennem livstidens cirkler. Han er manden, der set ude fra havde alt. Penge, respekt, kvinder. Men tomheden. Det sorte brøl af intethed, der æder alt op indefra og kun efterlader en tom, hårdbrændt skal. Skriget er tavshed og lyden af bilens lækre, lydløse mekanik. Automatpilotens blå brustne blik. Persbrandt kan med sine uforglemmelige øjne kunsten at fremstå som stendød og skånselsløs skærebrænder på samme tid. En stor præstation i en film, der dukker op som sæsonens danske overraskelse fra højre - nærmere betegnet fra en dansker i Sverige. En stram og hård film, men slet ikke afvisende. Takket være skuespillerne og stykkets tæthed rives man med på denne rundkørsel af en roadmovie. Rundt og rundt i den indre skandinaviske isørken til solen går ned, og gløden går død. Altså ikke filmens. For Simon Staho har noget at have sin svenske selvtillid i.