Set i bagklogskabens ulideligt klare lys er Christian Kampmanns største romansucces, tetralogien 'Visse hensyn', 'Faste forhold', 'Rene linjer' og 'Andre måder' (1973-75), i meget høj grad en tidstypisk udgave af de tv-spil, som Leif Panduro med større kunstnerisk præcision, udgav i de samme halvfjerdsere. De fire bøger er blevet til tre en halv times film - og det er rent ud sagt for meget. Hvis så meget skal med, må det sammentrænges og koncentreres. Det er ikke lykkedes for manuskriptet og for instruktøren Charlotte Sachs Bostrup at gøre Kampmanns personer interessante nok, til at vi holder dem ud i så lang tid. Det er sagt lige ud - men det er desværre i overensstemmelse med filmoplevelsen, som skifter mellem interesse og en vis sval distraktion - men som aldrig rykker tilskueren helt frem på sædet i spontan medleven. De gamle er de bedste - det vil sige, at far, Steen Springborg, er blevet en tyrannisk hovedperson, egoist, elegant og strandvejslækker, uden moralsk bund. Triviel, aldrig anfægtet. Og mor er Pia Vieth, også et godt valg, med nervøsitet og bekymringer, der bundfælder sig og lægges bort i skrinet, ligesom perlekæden, der krakelerer ved studentermiddagen. Familien Gregersen krakelerer gradvist, fordi de fem børn - Erik, Karen, Bo, Rune og Maj - er blevet de særprægede blandinger af to sæt livsanskuelser, faderens glatte egoisme, og moderens skjulte håbløshed. Så forskellige børn! Endnu inden studentermiddagen for Bo er forbi, er han taget ind til Café Intime og har tøvende og ulykkelig indladt sig i sit første homoseksuelle forhold med en gift bøsse. Og meget senere har Bo udviklet sig så meget, at det nu er ham, som sikkert tager initiativet på caféen og professionelt tager sig en ny ven - en bøsse, som også er gift. Der er intet, som skal være let, men der er noget, som skal forandres.

Forandringer kommer til at præge alle børnene. Karen forsøger sig efter det opløste ægteskab med en armodig sadist. Skæbnen er forudsagt af hende selv: Mit liv vil ikke lykkes.Erik, velspillet af Kristian Tomislav Ibler, har arvet faders erotiske appetit og kører i lang tid et udenomsægteskabeligt forhold til Kirsten, som han til sidst ender med. Hans forandring - til det bedre? Og Rune bliver hippie og snydt af sin hippieveninde. Så er der Maj tilbage - hun begynder som nysgerrig og kæk sild, meget velspillet af den unge Mette Gregersen - og ender kun som sild, nu helt konventionel i Sofie Lassen-Kahlkes langt mere ordinære udgave af pigen. Kunne man ikke have valgt den samme skuespiller til rollen som Maj - og til rollen som Rune, når filmens tidsrum nu alligevel ikke er mere end tyve år? Det er overhovedet ikke de samme personer, vi oplever, og det forvirrer. Et forhold, som Chr. Kampmann gjorde meget ud af, var den normbrydende omverden, som bragte fastlåsningerne til ophør og skabte ekspansion. Men hvor er billedet af tiden blevet af? 'Samfundet' var lige så skyldigt og uskyldigt i forandringer, som individet var (selv om Kampmann hele vejen igennem var noget i tvivl om den sandhed!), men her er samfundet, mærkeligt nok, blevet borte. Vi må nedi enkeltpræstationerne for at aflokke historien det afgørende: dens smerte og relative utopi. Mænds seksualitet spiller hovedrollen, og måske kunne en bedre skuespiller end Thomas Levin som Bo have givet os det indtryk for alvor. Hans seksualitet spiller hovedrollen, men ikke som befrielse eller en afgnidning af hinden til omverdenen. Om en væsentlig, omverdensiagttagende hovedperson bliver der aldrig tale. Vi må frem til Kirsten Norholt som Tjumse, faderens modne og siden afbestilte elskerinde, før vi finder en menneskelig faktor, der virkelig bevæger. I det store persongalleri leverer hun en smertefuld præstation, som lægger de andre bag sig. Hun er mærkeligt ægte. Filmnøglen til Kampmanns mange pointer er det ikke. Her øses der pointer fra gryden med salt og surt, koldt og varmt, mens rebet fra lærredet til publikum stille brister.