En fodboldkamp ser flot ud på skærmen. De 90 minutter er et drama, der lever fra det ene sekund til det andet i kraft af sin uforudsigelighed. Denne altafgørende levende kvalitet ved fodboldspillet er lige præcis, hvad man ikke kan få med, når man laver spillefilm om fodbold. Næsten uanset hvor professionelt man går til værks, vil spillet derfor næsten altid se stift og præfabrikeret ud. Det gælder desværre også debutanten Martin Hagbjers 'Af banen!' om et hold fodbolddrenge fra forstadsklubben Hvidovre. Dramaet foregår dog heldigvis ikke kun på banen. Lars Bom spiller den tidligere superligaspiller og nyskilte Torben. Den ikke overvældende begavede spiller har haft svært ved at klare overgangen fra prof til arbejdsløs. Nu hvor han ikke længere skal gå efter guldet, går han i stedet til købmanden efter guldøl. Men da Torben midlertidigt må overtage træningen af holdet, hvor sønnen David spiller, får han en ny chance for at få hold på sit liv og få skabt liv på holdet. Bom får skabt en sympatisk figur, men som drama er 'Af banen!' tynget af mangel på fantasi. Legen med bolden kontra kynisk resultatfodbold. De små mod de store. Finder man spilleglæden, kommer resultaterne af sig selv. Det er svært at komme i tanke om en sportskliché, der ikke er med i dette ellers på nogle måder meget ligefremme forsøg på at fortælle en realistisk film om fodbolddrengenes liv. Forholdet mellem børn og voksne har en solid kerne, men det handler om fodbold, og på dét punkt bliver det for symptomatisk, at man da vist har valgt at illustrere begrebet sambafodbold med musik af den kapverdiske bedstemor Cesaria Evora. Vist er der brasilianske ingredienser i Evoras musik, men brasserne var ikke kommet langt ved en slutrunde, hvis de havde valgt at finde spillerytmen i hendes sindigt vuggende hofter. 'Af banen!' har champagnefodbold som ideal, men i Danmark er det også her snarere lige til øllet.