Gamle kvinder skal ikke forelske sig i unge mænd. Men det gør de. Gamle mænd skal ikke forelske sig i unge kvinder. Men det gør de også. Og somme tider har de mere held med sig. Det skyldes måske, at manden kan være pengestærk, have magt og indflydelse, kort sagt være rig på de afrodisiaka, som den unge kvinde tænder på lige så meget som på kønnet. Hvis en ældre kvinde forelsker sig i en ung mand, har hun ikke andet end hans kærlighed at længes efter. Og den slipper op ... Somerset Maugham skrev i 1937 romanen 'Theatre', som er oplægget til filmen 'Being Julia'. Det er en både melankolsk, afstandtagende, kynisk og bittersød historie om, hvordan kunst og liv vikler sig ind i hinanden for skuespillerinden Julia. Og instruktøren Istvàn Szabò har sat den i scene med en overbevisende teatertro elegance, med en skuespillerinde, der er som skabt til sin hovedrolle, Annette Bening. Hun fik heller ikke en oscar, men det er jeg snart træt af at påpege. Til gengæld fik hun en film, som i enhver henseende er hendes. Den dybeste pointe er en ydmyg reverens for talentet i Julia, her fremsagt af skuespillerindens bedste ven, som - Somerset Maugham tro - er bøsse. Kærlighed kan noget mere end blot seksuel kærlighed. Julia er stjerne, og hun føler hemmeligt årene trykke. Hun er en gnistrende succes og udmærket gift med teatermanageren Michael (Jeremy Irons), som ikke længere begærer hende, men elsker hende. Alligevel er noget galt, og da den unge naive amerikaner Tom Fennel (Shaun Evans) gør sin entré, er hun solgt - også fordi han er så frygtløs og fræk og hurtigt kyssende, selv om englænderne omtaler ham som mærkeligt kultiveret. Det bliver en stormende forelskelse fra Julias side. Hvad med Tom? Er han så trofast, som vi tror, eller er han en ambitiøs snob, som skal bruge Julia som sit klatrestativ? Vi ser en omvending af den sædvanlige trafik med gaver fra mand til kvinde. Her er det Julia, som mildt og overlegent leende deler ud af sine rigdomme. Er den unge mand kun fattig, eller er han snu? Lydbilledet knuser ham stilfærdigt - »I get a kick out of you«, klinger det i munter 30'er-stil, da han tager hendes gaveur på håndleddet. Derfra kender vi Tom, eller T-O-M, som vi kalder ham. Men Julia kender ham også. Hvordan skal man tackle en ydmygelse, som i enhver henseende bliver leveret nedefra? Hvad er forbindelsen mellem hendes kunst - og en brændende affære? Ja, hvad er i det hele taget forbindelsen mellem kunst og liv? Somerset Maugham - og filmen - ville gerne fortælle os, at teater er en lukket verden, utilgængelig for livets indflydelse, for sådan skal man spille (skrive, male, danse, forme ...), og det er jo rigtigt, at inde i enhver kunstner er der en lille firkant, som er urørlig, hvor følsomheden for livets svigt og ydmygelser er meget nedsat, hvor huden er gjort følelsesløs ... Og dog, siger Maugham - og filmen. Dét, som det drejer sig om, er at integrere og indfortolke virkeligheden i kunsten, at læsse byrderne af bitter virkelighed over på kunsten og lade den blive tungere og vægtigere. Dét er virkelighedens indflydelse på kunsten. Så da Tom introducerer en ny og ganske ung skuespillerinde, Avice Crichton, som han har et forhold til, er Julia sat på prøve. Kan hun vokse af sorg som skuespillerinde? The hell hun kan! Hele sluttableauet er et skummende, rasende, overstadigt stykke perfidi, hvor Julia anvender sin teknik og sit talent til at knuse den unge lækre konkurrent. Der er en diskret desillusioneret afstandtagen fra hele teatrets verden, hvor ingen, selv ikke Julias unge søn, kan kende virkelighed fra teater. Om det så er replikkerne, går de igen. Annette Bening spiller rollen i instinktivt fravær af en skillelinje mellem væren og kunnen. Munter, tårevædet, ondskabsfuld, ældet og beriget - filmen er hendes.