En film om aktiv dødshjælp, den omstridte eutanasi. Uha, så gælder det om at lægge ansigtet i de rette gravalvorlige folder, tænker man måske umiddelbart. Men det er der slet ikke nogen grund til, når det ganske rigtigt meget alvorlige emne er lagt i hænderne på det spanske supertalent Alejandro Amenábar. Han demonstrerede i gyseren 'The Others', at han tilhører en generation europæiske filmskabere, der har foldet bedetæppet ud foran den amerikanske filmgud uden at opgive retten til at tænke selv. At det forholder sig sådan, står endnu mere klart med 'Mit indre hav'. Amenábar fortæller en menneskeligt gribende og moralsk dybt udfordrende film om en mand, der har valgt at ville dø, men ikke kan få lov til det. En historie fra det virkelige liv. Det er en vigtig historie, men måden Amenábar vælger at fortælle den på, er nok så vigtig og interessant. Uden brug af det ellers i denne sammenhæng obligatoriske europæiske bedemandsfjæs Amenábar eller den alternativt lige så obligatoriske amerikanske sentimentalitet. Det er en filmisk uhyre interessant balanceakt. Kan man lave en film om dødshjælp med lækre billeder, blærede kamerakøreture, elegante billedkompositioner og svulmende musik uden at miste den afgørende solidaritet med sit tema og sin hovedperson? I USA mente Filmakademiet ja og gav Amenábar årets udenlandske Oscar. Det var ikke i sig selv overraskende. Erfaringerne viser, at et solidt handikap er alt andet end et handikap i dét kapløb. Men det var et godt valg. 'Mit indre hav' er en i udgangspunktet regulært fortalt problemfilm, men visuelt er det samtidig en film med stærke bånd både til amerikansk håndfasthed i det emotionelle og til den opfindsomt-følsomme Pedro Almodóvar, der lavede 'Tal til hende'. Filmen har afsæt i Ramón Sampedros digte 'Breve fra Helvede'. Ramón Sampedro bliver spillet af spansk films store maskuline navn Javier Bardem. I 'Mar Adentro' kan han stort set kun bruge sit stærke maskuline ansigt med de kraftige træk og følsomme linjer. Her har han de nødvendige redskaber til at arbejde med figurens sårbare humor og sarkastiske desillusion. Ramón Sampedro blev som 20-årig lammet fra halsen og nedefter efter en badeulykke. Da filmen begynder, har han ligget bundet til sin seng i 26 år. Et liv på omgivelsernes nåde og barmhjertighed. Et uværdigt liv for en fri sjæl, argumenterer Sampedro og kæmper en juridisk kamp for at få lov til at dø. Eller rettere blive slået ihjel. For ulykken har frarøvet ham selvmordets udvej. Netop omgivelserne spiller en afgørende rolle. Alejandro er overrumplende mennesketæt i sin varme og stærke skildring af den lille galiciske familie, hvor den lamme Ramon på godt og ondt er blevet et fast samlingspunkt. I sær Mabel Rivera som svigerinden Manuela kommer uden falbelader helt ind under huden på sin figur. Og så er der kvinderne, der kommer til udefra, da Ramóns sag bliver en mediebegivenhed. Den proletariske Rosa fra fiskefabrikken og lokalradioen, der vil frelse Ramon fra hans forehavende. Den aristokratiske og handikappede sagfører Julia fra Barcelona, der skal føre hans sag. Men selv om retssagen leverer noget af brændstoffet til spændingsmotoren, er 'Mar Adentro' meget langt fra at være et retssalsdrama. Det er film om kærlighed, frihed og kærligheden til friheden. Om kampen om det dyrebare og sårbare liv. Om retten til selvbestemmelse også i yderste instans. Ramón Sampedro har elsket havet, der som ung bragte ham sanselighed og Jorden rundt som sømand. Fra sin seng kan han nu kun se bjergene. Men når han lukker øjnene, sker der noget andet. Så har han ikke blot førligheden igen, men kan også flyve. Efter et tilløb flyver han hen over bjerge og sletter til havet, der stadigvæk glitrer og stråler inden i ham. I filmen gennemført som en ekvilibristisk helikopterrejse, hvor øjet svæver og dykker hen over landskabet. Det er i disse glimt af subjektiv forestillingsevne, at den ellers såre realistiske fortælling både eksistentielt og visuelt bliver løftet op på et andet plan. 'Mit indre hav' er en film med mange og på mange måder overrumplende kvaliteter. Ikke mindst er det en påmindelse også til dansk film om, at man faktisk godt kan lave film, der meget håndfast handler om noget, uden at man dermed automatisk fraskriver sig retten til at underholde et forhåbentlig stort publikum. I hvert fald ikke, hvis man er så opfindsom, elegant og musikalsk en billedmager som Alejandro Amenábar.