Som de andre aktuelle film om korsang er også den franske gigantsucces 'Koret' båret af en længsel efter mere slagfaste og solide værdier end dem, der tilbydes i senmodernitetens hæs, blæs, sus og dus. Nostalgien kunne ligge lige for, men Christophe Barratiers debutfilm er snarere gammeldags end nostalgisk. 'Koret' adskiller sig afgørende fra både Hella Joofs 'Oh Happy Day' og Kay Pollaks 'Som i himlen' ved ikke at handle om moderne voksne, der finder fritidsindhold i tilværelsen, men ved at handle om trynede og tyranniserede kostskoleelever, der ved hjælp af korsangen får et første glimt af et værdigt liv. 'Koret' er faktisk ikke så meget en film om korsang og udtrykslyst, som det er en klassisk pædagogisk filmfortælling om den gode lærer, der gør en forskel. At filmen tager sig gammeldags ud, er ikke så mærkeligt, og ikke kun fordi filmen udspiller sig i efterkrigsårene. Barratier er direkte inspireret af Jean Drévilles 'La Cage aux Rossignols' fra 1945 og indirekte af Jean Vigos endnu ældre 'Nul i opførsel'. Alligevel må filmen siges at være bemærkelsesværdigt gammeldags. Intet røber, at filmen er lavet i 2005. Hverken den autentiske miljøskildring eller den noget bedagede brug af rammefortælling. Sådan er det nok gået, fordi den konservatorieuddannede Barratier har mere forstand på musikpædagogik end på filmfikumdik. Der er næppe tvivl om, at en del af forklaringen på filmens store succes netop er dens solide, konservative kvaliteter. Både i kraft af sin form og sit indhold er det en af den slags film, der kan lokke det lidt ældre publikum i biografen. Hjælpelæreren Mathieu ankommer til kostskolen Le Fond d'Etang, der af den diktatoriske rektor Rachin bliver ledet efter nogenlunde samme principper som Fremmedlegionen. Resultatet er forudsigeligt nok elever, der er lige så forknytte, som de er hårdkogte, og har alle chancer for at ende som tabere eller tugthuskandidater. Til dette barske miljø ankommer Mathieu med sit rummelige sind og sine bristede forhåbninger om at blive til noget ved musikken. Han behandler børnene som menneskelige væsner, og korsangen bliver det pædagogiske redskab, der både giver eleverne selvfølelse og en spirende bevidsthed om eksistensen af noget højere end kæft, trit, øretæver og havregrød. Den blødsødne pædagogik viser sig at virke. Selvfølgelig til rektor Rachins store fortrydelse. Banen er kridtet op til konflikt. Det er en film renset for overraskelsesmomenter. Takket være rammefortællingen ved man såmænd også allerede fra starten, hvilken af de mange elever der vil blive Mathieus afgørende prøvelse, og hvad udfaldet vil være. Men krav om overraskelser kan også være en slags pop. For denne gammeldags film leverer sin gammeldags vare fuldstændig uden blusel. En varm og opbyggelig fortælling placeret i en barsk ramme, der ikke udelukker elementer af folkelig komedie i fortællingen om den gode lærer, de pokkers unger og en hovmod, der står for fald. Gérard Jugnot er et velfungerende dramatisk fikspunkt som hjælpelæreren Mathieu. Denne udadtil så uanselige lille mand med det store menneske gemt indeni. På en måde er det ganske dækkende for Christophe Barratiers debut. En lidt uanselig og trind film med et ganske imponerende menneskeligt potentiale gemt bag det lidet opsigtsvækkende ydre.