Det sker, at man forlader en biograf med den tanke i hovedet: Dén film må jeg gense, så snart den kommer på dvd. Men i dette tilfælde kunne mindre gøre det: Dét soundtrack må jeg have! De indledende Los Lobos har jeg en gammel svaghed for, og Grayson Capps med r&b-titelsangen kunne sagtens blive en ny svaghed. Musikken, et par skuespilpræstationer og så den lyrisk-realistiske fotografering af de mest uglamourøse udkanter af New Orleans - kanaler, jordvolde, grusveje, mobilhomes og småhuse på vej til forslumning: Dét tilsammen vil gøre 'A Love Song for Bobby Long' til et af mine milde minder fra biografen. Men ikke ét jeg vil have godt af at få genopfrisket i tide og utide. Dertil skejer filmen nemlig alt for meget ud i litterært snobberi og en på alle måder destruktiv romantisering af 'det alkoholiserede kunstnersind': Bobby Long er denne fordrukne litteraturprofessor med forlist familieliv og karriere bag sig. Han tyranniserer sin tidligere elev Lawson, der nu har gødet sit romanprojekt med sprut i ni år, med et fimset og patetisk misbrug af visdomsord fra verdenslitteraturen. Til 'deres' hus, efterladt af den netop afdøde bluessangerinde Lorraine Will, som begge har stået nær, ankommer nu Pursy, den forsømte datter, som alkohol og karriere afholdt Lorraine fra nogensinde at være rigtig mor for. Huset er egentlig den unge piges, fatter vi snart (men hun selv kun sent) - men kan hun bo sammen med de to drukmåse? Det 'familieliv' er et vildt postulat, men det lamt forudsigelige plot næres altså i det hele af visse illusioner: en velment, men livsfarligt sentimental forestilling om det frugtbare møde mellem druk og kunst. Og om litteraturens helbredende, åndeligt og moralsk genrejsende funktion - velkendt fra collegetimer i 'creative writing', film om søde, døde poeter osv. Carson McCullers kultroman 'Hjertet er en ensom vandrer' er nøglen til Pursys ny selvværd og intellektuelle vækkelsesproces - og lægger omkvæd til 'Lorraine's Song'. Hverken Gabriel Macht eller John Travolta er bare halvt så fysisk nedbrudt, som drukbrødrenes påståede forbrug ville have gjort dem, men Travoltas sære miks af troskyldig kynisme glimter alligevel karismatisk i titelrollen. Og overstråles unægtelig af Scarlett Johansson, der nok også er nok lovlig uspoleret i betragtning af den opvækst, vi skal tiltro hende. Men ligesom i 'Lost in Translation' og 'Pigen med perleørering' er hun slet og ret en omvandrende definition på begrebet 'purung': klarøjet, uimponeret ynde og sej livsvilje. Hvem bryder sig så om sandsynlighedskrav, når bare musikken spiller?