Der gik seks år før finansieringen af 'Attentat på Nixon' var hjemme. Men i 2004 lykkedes det, bl.a. med hjælp fra Leonardo di Caprio - og tilsyneladende uden at manuskriptet led alvorlig skade undervejs. Efter et års forsinkelse er filmen nået til Danmark, med premiere i tre biografer i hele landet. Det siger noget deprimerende om vores behov for forudsigelig og forglemmelig underholdning i biografen. Men vær ikke i tvivl: filmen er virkelig underholdende, spændende, fremragende iscenesat af debutanten Niels Mueller. Først og fremmest er den spændende, fordi Sean Penn her giver en af sit livs bedste præstationer, måske en præstation som er endnu bedre end filmen, selv om det kan lyde som noget vrøvl at skelne. Han fik en Oscar for 'Mystic River' og burde have haft en ekstra for sit portræt af Sam Bicke - ekspedienten, som ville forandre verden ved at myrde Richard Nixon i 1974 - og som ironisk nok, en sigende slutvignet i filmen - fik ét minuts nyhedsdækning i Baltimore TV. Så meget for det menneskelige sandkorn, som er den individuelle hemmelighed bag hele det gigantiske USA. 'Sandkorn' er i øvrigt et glimrende udtryk, som både refererer til sandets forgængelige blæst hen over stranden - og til begrebet sand i betydningen: korrekt. Uden denne dobbeltbetydning ville vi ikke kunne følge med i Sam Bickes verden, som hele tiden er anskuet indefra (den subjektive sandhed) og udefra (os andre, tilpas opmærksomme, men fundamentalt i en anden verden - de normales, én gang for alle sikkert betrådte (og kun sjældent forladte) område af eksistensen. Anderledes med Sam Bicke, en delvis historisk figur, som i 1974 fik den gale idé at forøve sabotage mod Nixon. Sam Bicke er ekspedient i et kontormøbelfirma, drevet af den lidt brovtende, men tilforladelige Jack Jones (en glimrende Jack Thompson). Det er ikke chefens opgave at grunde over hvilke problemer Sam Bicke har. Sam Bicke er uskyldig og ydmyg, en smule off key i butikken, men ikke værre, end at chefen kan afrette ham med amerikansk social velvillighed og lærebøger i salg og markedsanalyse, model1974: Sælg ikke et produkt, sælg dig selv. Og i parentes: Snyd kunden. Kan Sam Bicke nu det? Nej, han er ude af stand til det, men velvilligt prøvende på at fitin. Denne øvelse må være en af de vigtigste i midten af halvfjerdsernes USA, da Watergate ruller distræt over fjernsynsskærmene, selv i møbelbutikken. Sam Bicke er en taber, hans kone (Naomi Watts) er ved at blive skilt fra ham - ydmygende at se billederne af ham ved indgangen til hendes hus, for han er helst holdt udenfor. Noget i samtidens kulturelle klima generer ham, uden at han kan formulere præcist, hvad det er. Han er jøde, og umoderne antiracist. En dag har han samlet 107 dollar sammen til De Sorte Pantere, som han foreslår skal skifte navn til Zebra-bevægelsen, black and white, for han er også undertrykt, og i øvrigt gode venner med en sort automekaniker (Don Cheadle). Den lille scene i De Sorte Panteres kontor er gribende god. Zebra! siger han profetisk og appellerende og ser forventningsfuldt på den formelt høflige sorte panter, som tager imod. Nu skulle han jo forstå. Men panteren forstår ingenting, som vi andre. Sam Bickes ensomhed er tiltagende. Og da konen får sin skilsmissebegæring godkendt, krakelerer Sean Penns ansigt i en harme, som har sin grund i den antagelse, at han altid har ret, men aldrig kan få sin kone endsige amerikanerne til at indse det. Det psykologiske portræt, Sean Penn giver af sin hovedrolle, ligner portrættet af en mand, hvis virkelighed langsomt smuldrer i nedværdigelse og autisme, en ivrig mand, som ikke kan lytte og ikke give omverdenen ret - når den nu ikke har det. Efterhånden en aggressivt forurettet mand. En kort scene bringer hans bror Julius ind i billedet som den upåklagelige, ja, ikke engang hævngerrige jødiske retfærdighed, og vi aner på få sekunder, hvad barndommen engang har gjort ved ham. Skuespilleren Michael Wincott er håndplukket til rollen som bror, en duplex af Sam, hvem det er gået bedre ... Eller dårligere? Fornem casting, som finder den rigtige skuespiller til den mindste rolle, om det så er udseendet, med en blodåre, som tydeligt tegner sig ned over panden. Og en åre, som svulmer op. Slutningen er blodig, dramatisk og endegyldig. Hele filmen har fortalt os, at den kommer. Den er præcis og viser i et kort glimt et afskyeligt fremtidsscenarie: USA ikke i 1974, men i dag, da der bliver gjort kort proces med de udenforstående. Ydmygelse, aggression. Filmen anbefales, den var værd at vente på.