Et sødt smil kan redde meget, og med to af slagsen må denne bagatel om så at sige 'ufrivillig' ung kærlighed siges at være reddet. Lille tynde Amanda Peet har ynde til at spille den begavet frække Emily, og høje, pæne Ashton Kutcher er den lidt tungere Oliver, som hun giver 'luft under vingerne' på flytoilettet undervejs fra LA til NY - uden de kender hinandens navne. Sådan er den friske, kontante optakt til en lidt (for) lang historie om, hvordan de to går fejl af hinanden i de følgende syv år. De prøver at leve hver sit liv, men korte, tilfældige møder holder akkurat ilden ved lige. Når den ene er parat, er den anden imidlertid optaget, enten af andre kærester eller karriere, og forbeholdne er de jo begge af tvivl på den andens følelser. Osv. Ja, hvis det lyder som skabt efter Giro 413-opskriften - altså som et flertal af lytterønsker om at høre sin egen historie fikset lidt op til lystspil - er det ikke helt forkert. Men heller ikke helt retfærdigt. Ungdommeligheden hos de to bærer faktisk over med alt det genkendelige og - sandt at sige - forudsigelige. For det er og bliver en vaskeægte feel good-komedie, 'Calendar Girls'-instruktøren har lavet - om end også veludført. Kutcher er lækker på en tilforladeligt hverdagsagtig måde, og især Amanda Peet (Diane Keetons 'datter' over for Jack Nicholson i 'Something's Gotta Give' og allerede bemærkelsesværdig i den alt for oversete 'Igby goes down' fra 2002) har noget lynende kvikt og uglamourøst, måske også nervøst foruroligende, ved sit væsen. Alt dét er der god tid til at tænke over, ind imellem associationerne til egne erfaringer. For hvem genkender ikke et hjørne af den med ham/hende, det aldrig blev - på grund af dårlig gensidig timing eller ren uopmærksomhed? Er det ikke for sent endnu, kan forhindringskomedien her måske bruges som vink med en vognstang.