Engang var det franskmændene, der var berømte og berygtede for deres hang til snakkefilm. Men selv franskmændene skal stå tidligt op, hvis de skal gøre sig håb om at tage kampen op med det danske snakketøj, som det efterhånden folder sig ud på lærredet. 'Veninder' sætter en slags danmarksrekord i smalltalk. Kun afbrudt af en enkelt diskret sexscene bliver der stort set snakket fra start til slut i Charlotte Sachs Bostrups film om fire veninder i sommerhus. Segmentet er velkendt fra klummer, causerier, livsstilstillæg og moderne dameblade. Fire nogenlunde jævnaldrende og velplejede veninder sætter hinanden stævne for at fejre Arlettes 40-års fødselsdag i hendes lækre, stråtækte sommerhus i Tisvilde. Pigerne har tilsyneladende deres på det tørre. Altså lige bortset fra det med mændene. Symboliseret ved fødselsdagsbarnet Arlette, der er nyskilt med egen bil og nybagte delebørn. Sommerhuset er stilfuldt, og bilen spinder som en missekat, men rastløsheden skurrer og tomheden truer. Så der er nok at snakke om på vej ind i den tidlige overgangsalder, hvor fortryllelserne er blevet tyndslidte og vekslet til livsstil. Men i 'Veninder' er det, som om selve snakkeriet er forblevet pointen. Mens den kølige chardonnay flyder i linde strømme, går snakken om de mænd, der ikke er der. Fra den italienske lammesteg Fabio til eks-alkoholikeren Henrik, der via mobiltelefon meddeler sin kone, at han netop har købt en Mercedes. Uden at spørge Line om lov. Så nu er han sur, fordi Line blev sur, og så bliver Henrik endnu mere sur og så fremdeles, indtil det hele også bare kan være lige meget. Arlette (Anne-Grethe Bjarup Riis) er køn, men føler sig efter skilsmissen mislykket. Er kuren sex eller cølibat? Line (Susanne Storm) prædiker romantik, men er fraskilt og nu tilsyneladende i stedet gift med et fjols. Den gæve single-pige Dorte (Taina Anneli Berg) lever det frie sexliv med et par kilo for meget og et skrøbeligt selvværd i bagagen. Camilla (Kaya Brüel) lever i et dirkefrit og harmonisk ægteskab. Kan det virkelig passe? På trods af den lidt firkantede rollefordeling bestræber 'Veninder' sig på at ramme en realistisk tone. Med hjælp fra især Anne-Grethe Bjarup Riis og Susanne Storm får Charlotte Sachs Bostrup fremmanet en slagfærdig stemning af tøsepjank med et strejf af alvor og ømhed. Men mere end et strejf bliver det så heller ikke til. 'Veninder' er nydeligt fotograferet, men målt på ydre dramatik er filmen på absolut lavbudget. En times snak i sommerhuset og en visit på bistroen i Tisvildeleje er så nogenlunde, hvad det kan blive til. Hvilket ikke havde gjort noget som helst, hvis spillet på de indre linjer havde trængt ind, hvor smerte og skuffelser ikke bare kan klares med en hurtigt overstået tudetur i venindernes favn. Men der sker ikke meget. Maskerne må nøjes med at krakelere en anelse til akkompagnement af kvikke bemærkninger med en antydning af desperation og et begrundet håb om bedre sex i fremtiden - også for de plus-40-årige. Det er måske meget realistisk, men særlig spændende er det ikke. 'Veninder' henvender sig til kvinder. Så er man sådan én, vil filmen nok i mange tilfælde være en mere morsom oplevelse i spejlrefleksen. Som mand - eller i hvert fald som denne mand - føler man sig i nogen grad sat udenfor. Og altså placeret nogenlunde samme sted som filmens usynlige mænd. Herfra kan man mere end en smule forundret konstatere, at det eneste, veninderne snakker om, er mænd. Den usynlige mand, der skiftevis optræder i rollen som irritationsmoment, fjols, sexobjekt eller romantisk drømmebillede. På trods af det djærve frisprog kan man ikke frigøre sig fra en fornemmelse af noget udpræget gammeldags over det kvindebillede, filmen præsenterer. Definerer nutidens kvinder virkelig ikke sig selv på andre måder end i deres forhold til mænd? Bare lidt? Til gengæld giver filmen indirekte et lige så gammeldags svar på, hvorfor mændene foretrækker Mars, når nu kvinderne sværmer om Venus. De er simpelthen taget derop for at hvile ørerne.