Den brasilianske instruktør Walter Salles laver slående smukke billeder. 'Dark Water' udspiller sig i et trist socialt boligbyggeri i øsende regnvejr, men der skal mere til at tage billedhumøret fra instruktøren af 'Central Station' og 'Motorcykeldagbogen'. Betonslummen på Roosevelt Island i New York fremstår i grimet pragt. Indendørs i et blikkenslagerens mareridt af skvulpende vandskader og i dunkel belysning rammer Salles en refleksmættet skidengylden tone, der på dét punkt løfter 'Dark Water' højt over gennemsnittet i gysergenren. Filmen er et remake af den japanske gyser 'Dark Water' af Hideo Tanaka bygget på Koji Suzukis novelle 'Floating Water'. I forhold til den effektfulde skitse i Suzukis fortælling er der bygget på med både psykologi, baggrund og bipersoner. Roosevelt Island er som kulisse en god erstatning for Tokyo-bugten, og sort vand i hanerne er altså noget uhyggeligt stads. En enlig mor flytter midt i bitre skilsmisseforhandlinger med sin lille datter ind i en halvvejs evakueret lejekaserne. Datteren får som så mange børn en usynlig ven. Men denne usynlige legekammerat er ikke sådan at spøge med. Foruden de fine visuelle kvaliteter har den amerikanske version især sin styrke i en god casting. Peter Postlethwaite er skummel vicevært, Tim Roth luvslidt sagfører og John C. Reilly endnu mere lurvet ejendomsmægler. I hovedrollen som enlig mor er Jennifer Connelly overbevisende plaget og ikke for glamourøs. At Salles' seværdige 'Dark Water' så har mere atmosfære end egentlig uhygge trækker selvfølgelig lidt den gale vej for en gyser.