'Lord of War' handler om det enorme omfang af både den legale og den illegale våbenhandel. Det faktum, at alene fra Ukraine 'forsvandt' våben for 32 milliarder dollar i tiden efter Murens fald. At hvert 12. menneske på planeten nu er i besiddelse af et skydevåben. Så hvordan får vi fat på de resterende 11? lyder det provokerende spørgsmål fra våbenhandleren Yuri Orlov (Nicolas Cage). Instruktøren Andrew Niccol har med manuskripter til 'The Truman Show' og Spielbergs mislykkede 'Terminal' demonstreret appetit på at tackle svære emner uden at slække på underholdningsværdien. Det samme gør sig i høj grad gældende i hans anden film som instruktør, 'Lord of War'. Filmen starter med en blæret præsentation af problematikken inspireret af den hidsige, skudklare æstetik i Fernando Meirelles' 'City of God'. Hovedperson og alvidende fortæller er våbenhandleren Yuri, der på rekordtid tager springet fra social taber i New York-slummen Little Odessa til international storforbryder. Filmen bygger på virkelige begivenheder, men man fornemmer, at der må mangle nogle gevaldige mellemregninger for at få den såkaldte virkelighed og dens smarte halvbror, spillefilmen, til at have mere end et overfladisk slægtskab. Eller er det bare, fordi Cages ironiske monolog er så bandsat underholdende, at det er svært at blive mere end strejfet af selv den mest bestialske realitet i denne film? Det er et dilemma for fuld skrue. På den ene side føler man sig overbevist om, at man får noget vigtigt at vide. På den anden side glider det så glat ned, at man må blive mistænksom. Underholdningsværdien og desillusionen er her så cool et makkerpar, at informationerne næppe holder mange sekunder efter, at duften af popcorn har fortaget sig sammen med duften af krudt. I mellemtiden fortsætter de profitable myrderier med og uden supermagternes våbenindustriers medvirken. I det regnestykke vil 'Lord of War' næppe flytte mange patroner. Men godt underholdt af den endeløse tragedie, det er man unægtelig.