I Annette K. Olesens '1:1' må Romeo og Julie endnu en gang holde for som rollemodeller. Veronas balkon er skiftet ud med Brøndbys beton, men konflikten er genkendelig. To unge elskende fra samme by, men fra hver sin stamme. Romeo er den palæstinensiske Shadi. Julie den danske Mie. Romeo og Julie elsker hinanden, men den kulturelle afgrund, der adskiller dem, bliver drastisk forstørret, da Mies bror, Per, bliver slået til lirekassemand. Gerningsmændene er ukendte, men odds peger på unge indvandrere. Til overflod mistænker Shadi sin hårdtslående bror, Tareq, for udåden. Pers slæng sværger hævn. Og så står de elskende som i Shakespeares tragedie klemt inde mellem de uforsonlige klaner og deres egne komplicerede loyalitetsforhold. Men springet fra Shakespeares Verona til forstaden Brøndby i 'Far til Fire's hjemland er stort og svært. Julie hedder Mie, hendes bror Per, hendes mor Søs og vagtmanden, der kredser om familien Ole. Kun 'Far' og 'onkel Anders' mangler i en 'Far til Fire'-holdopstilling! Frækt af manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson at turde placere så risikabel en vittighed i så ømtålelig en dramatik. Han må have stolet på, at Annette K. Olesen kunne fremtvinge den nødvendige autenticitet, og det har han gjort ret i. Bl.a. ved at satse på amatørskuespillere i en række vigtige roller har Olesen godt fat i en afgørende, grundlæggende virkelighedsfornemmelse. Brugen af amatørskuespillere medfører dog ikke kun autenticitet, men også en vis bæven og ujævnhed i blandingen af amatører og professionelle. Det er dog prisen værd, synes jeg. Virkeligheden kan jo også godt være lidt tung i replikken! Den 17-årige Mohammed-Ali Bakier agerer med naturlig elegance og sårbarhed som Shadi, mens eksbokseren Brian Lentz nok giver sikkerhedsvagten Ole mere ansigt end mæle, men til gengæld et ansigt, der er et drama i sig selv. Ensemblets professionelle ankerkvinde er Annette Støvelbæk. Fremragende som moderen og socialrådgiveren, der kun modstræbende ser sine gamle idealer underløbet af ghettokulturen, hvor hendes egne børn ser sig selv som udsat minoritetsgruppe i et muslimsk domineret miljø. Filmens fortekster postulerer, at dagens tekst tager afsæt i de velfærdsfilosofiske tanker bag 1960'ernes betonbyggeri. At '1:1' er et portræt af forstaden. Men selvfølgelig ser man først og fremmest '1:1' som et drama fra øjeblikkets danske hotspot - mødet og sammenstødet mellem de muslimske indvandrere og den rød-hvide bastion. Her har Olesen og Aakeson udfoldet store og behjertede anstrengelser for at fastholde nuancerne og dele sol og vind lige uden at få slebet de ru kanter af. '1:1' er en klog film, der ved, at integration kun kan blive en realitet, når de unge begynder at elske og ære hinanden på tværs af de to kulturer. Overfaldet på Per kommer brutalt imellem Shadi og Mie, men fremskynder i virkeligheden kun en uundgåelig konfrontation. Shadi føler sig velkommen i den danske familie, men da filmen starter, er han ikke engang i nærheden af at turde fortælle om sin danske kæreste derhjemme. '1:1' udspiller sig i et godt researchet miljø, der har stort behov for en ordentlig beskrivelse. '1:1' gør det uden at falde i den politisk velmenende grøft. Den finder og holder en svær balance. Desværre er filmen bedre til at balancere end engagere. To ting, der hænger tæt sammen. Af frygt for at blive for banal eller firkantet har Annette K. Olesen lavet en film, hvor man i modsætning til efter hendes to første film, 'Små ulykker' og 'Forbrydelser', sidder tilbage med følelsen af, at fortællingen ikke helt bliver trykket af. Det er svært at gribe publikum om hjertet, mens man går på line med tungen lige i munden. Skriver jeg. Og prøver selv af al magt at holde en balance i anmeldelsen af en film, der gør så meget af det vigtige og rigtige og egentlig gør det så godt, men samtidig kommer til at lade det medrivende i dramaet om forstadens Romeo og Julie i stikken.