Ikke siden 'Ørkendronningen Priscilla' spredte parfume og rå humor på Australiens støvede landeveje, har vi set en roadmovie med transvestitter bag rattet. Men nu triller Felicity Huffman, som mange vil kende fra tv-serien 'Desperate Housewives', over lærredet, forklædt som mand, der gerne vil være kvinde. Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke kedeligt at hænge i hendes skørter tværs over Amerika. Kun et par uger inden den operation, der skal skaffe den californiske transvestit Bree (Huffman) af med det sidste vedhæng fra hendes tid som Stanley, får hun et chokerende opkald. Det viser sig, at Stanley har en teenagesøn, som oven i købet er fængslet i New York uden at have andre slægtninge til at hjælpe. Der er ikke andet at gøre end at rejse fra Los Angeles til New York og få den uvorne knægt fri. Under dække af at være kvindelig repræsentant for 'Kirken for den Potentielle Far', møder Bree sin søn, Toby (Kevin Zegers). Hans mål er at indspille pornofilm i Los Angeles, og på grund af forskellige, om end ikke just overbevisende omstændigheder ender de to sammen i bil på vej over Amerika. Med hver sin hemmelighed på slæb. Undervejs besøger de hver sin familie og havner i en - for filmen lidt unødvendig - fest for transvestitter, inden det humoristiske clou indfinder sig i Phoenix hos Brees familie med en skønt facetteret Fionnula Flanagan i en eminent spillet birolle som transvestittens mor. Her i den dysfunktionelle familie får vi for første gang en slags forklaring på, at Stanley er blevet til Bree. Men ærindet for 'Transamerica' er ikke at påvise sociale eller psykologiske grunde til transvestisme - »Hvis det er en alvorligt psykisk lidelse, hvorfor kan man så fjerne problemet med plastikkirurgi?«, som Bree spørger en læge i filmens start. I lighed med den lige så usentimentale bøssewestern 'Brokeback Mountain' påberåber 'Transamerica' humoristisk og med stilfærdig stædighed sig alles ret til at være her. Begge film fremstår som et lavmælt nødråb om accept og forståelse for en urimeligt svær menneskelig position. Den stilfærdige insisteren må især tilskrives Felicity Huffmann, som helt velfortjent er nomineret til en oscar for præstationen. Med underspillet desperation og en smuk blanding af håbløshed af for mange bitre erfaringer og ukuelig optimisme på trods af alt i blikket spiller hun Bree, der på alle måder føler sig fejlcastet til sin rolle i livet. Den velopdragne transvestit med det sært grandiose sprog og den umanerligt korrekte, næsten hviskende udtale er uddannet langt over sit job som servitrice. Og altså udstyret med en hård banan af en 17-årig søn, hvis største mareridt formentlig er at have en transvestit til far. Det er slet ikke let, men hovedsagen er, at man i den grad tror på Felicity Huffman, at man har lyst til at være med hele vejen i en dejlig og sine steder virkelig morsom film. På tværs af alt.