Vampyrer mod varulve. Pølsesnak, forklædt som filosofi. Blodplasma, dæmoner og mørke, altid mørke. En sorthåret skønhed og en lys viking af en mand, der suger lystigt på hinandens blodårer i en fortumlet handling, tæt på det uforståelige. Lyder det som oplægget til en kultfilm med massiv succes? Ja, det gør det faktisk. Sådan gik det også for 'Underworld', som blev en pæn succes i 2003. Så pæn, at vi nu er blevet udstyret med en fortsættelse. Og lad os da bare advarende fortælle, at 'Underworld: Evolution' slutter med en skræmmende antagelse om, at serien sådan set kan fortsætte i det uendelige. Ligesom de stridende vampyrer og varulve er filmens forvrøvlede univers åbenbart næsten umuligt at tage livet af. Handlingen? Tjummelum, den var værre. Men det er noget med en infernalsk masse blod. Og så den skønne, smidige action-vampyr Selene (Kate Beckinsale), der opdager, at hun er blevet svigtet noget så grusomt af sin slægt. Så bliver hun naturligvis godt muggen og begynder at suge livet ud af alt og alle, indtil hun er blevet uvenner med alle. Undtagen hybriden Michael (Scott Speedman), som altså er både vampyr og varulv. Det smukke par - når de altså lige beholder deres menneskelige skind - er alene i verden og kæmper mod det meste af verden og især den delvist menneskelige kæmpeflagermus, Marcus (Tony Curran). Hans mål er at befri sin varulvebror Wiliam (Brian Steele), og undervejs må han lige slå sin far (Derek Jacobi) ihjel. Hvorfor? Ja, det er altså noget med den fortid, som filmen hele tiden springer tilbage til i forvirrende, flimrende klip. Smukt filmet på et tydeligvis pænt stor budget er de blodige løjer med mange intense kampscener. Synes man, at det lige er til at sætte de sylespidse tænder i, er det bare med at komme af sted. Men husk lige at lukke ørene for alt det langtrukne pillen i slægtstræet. Hvis frugter er overmodne og mildt sagt kedelige.