Jeg husker tydeligt, hvordan det var at få én på sinkadusen, så lærerens fem røde fingre sang på kinden i en uge. Selv om vi kun gik i 1. klasse og ikke vidste meget om noget som helst, havde vi jo nok en fornemmelse af, at der blev slået ekstra hårdt, fordi 'forbrydelsen' havde noget at gøre med en pige og et par brune strømpebukser. Om ikke det var blevet forbudt at mishandle eleverne korporligt? Jo da, men det forhindrede ikke visse lærere i, med et solidt greb i øret, rutinemæssigt at slæbe rundt med os på skolegangene med kurs mod Kontoret. Den samme erfaring, bare langt værre, gør hovedpersonen Frits i 'Drømmen'. Da han bliver pågrebet af skoleinspektøren på vej ud af pigernes omklædningsrum, går den rasende principal amok på den 13-årige dreng. Konflikten udvikler sig, da drengen og hans forældre vælger at udfordre god tone i provinsens klassesamfund og nægter at lade sagen ligge. Niels Arden Oplevs film er lavet på baggrund af hans egne barndomserindringer. I øjeblikkets tendens til nostalgisk dyrkelse af fortidens dannelse, disciplin og kanoniserede viden glemmer man let, hvor meget ubrugeligt ævl og hvor meget selvretfærdig brutalitet, der heldigvis også røg ud, da tiderne skiftede. Det har Niels Arden Oplev ikke glemt. Det handler hans film om. 'Drømmen', drengen Frits drømmer, er Martin Luther Kings drøm om frihed, lighed og broderskab. Som skal gælde både Sydstaternes sorte og bondemandens grisedreng fra tredje kartoffelrække. Det er alt for sjældent, at danske instruktører tager fat i deres egne historier, men her bliver det gjort med fynd og klem og også med finfølelse i situationsfornemmelserne. Arden Oplev har husket det hele. Den selvretfærdige brug af rå magt hos de mest autoritære lærere. Eventyret, når man kravlede rundt inde i den mærkelige verden bag omklædningsrummets skubbeskabe. Og hvor jeg genkender nysgerrigheden, da vi for første gang fik en lærer med langt hår og skjorten flagrende frigjort uden på fløjlsbukserne. Vores hed John Georg. I filmen hedder han Freddie Svale og bliver spillet sympatisk af Anders W. Berthelsen. Livet på landet i 1969, hvor filmens handling er placeret for at høste den størst mulige kontrast mellem det gamle og det nye, kender jeg til gengæld ikke meget til. Men det virker rigtigt. Hvor dansk films skildring af livet på landet ofte svinger som et vildt pendul imellem den kornfede romantik og den grisegryntende groteske, har Arden Oplev valgt en anden stil. Der er dejligt ude på landet. Det efterlader billedernes friske luft og klare farver inden tvivl om. Det er bare ikke altid så dejligt, hvad der foregår derude bag de bølgende, gule kornmarker. 'Drømmen' er en dannelseshistorie spundet på baggrund af den dramatiske konflikt imellem det gamle og det nye. Imellem den diktatoriske skoleinspektør Lindum Svendsen og drengen Frits. En dreng med billeder i hovedet, frihed i beatleshåret og ben i næsen. Bent Mejding gør skoleinspektøren til en klippe af frygtindgydende, magtfuldkommen, konservativ befalingsmand. Heldigvis lige præcis ikke den karikatur, der ville have forvandlet 'Drømmen' til 'Det forsømte forår på sommerferie'. Frits bliver spillet slagfærdigt og fint af Janus Dissing Rathke, og omkring Rathke og Mejding er der kun gode, præcise præstationer, hvor især Jens Jørn Spottag og Anne Grethe Bjarup Riis er strålende som forældrene. Som veninden Iben udbygger Sarah Juel Werner det gode indtryk fra 'Ulvepigen Tinke'. 'Drømmen' er noget af det tætteste, vi hidtil er kommet en 'Mit liv som hund' på dansk, synes jeg. Fornemt, at den vandt som bedste børnefilm i Berlin, men egentlig også grundlæggende en misforståelse. 'Drømmen' er ikke en børnefilm. Den er en film, der handler om et barn. Med 'Portland' (1996) og 'Fukssvansen' (2001) har Niels Arden Oplev stået ret alene som syret hoved i dansk film, men i 'Drømmen' fortæller han løs fra hovedstolen og gør det med så bred og farverig en pensel, at alle kan og skal være med. Filmens historie og dens effektfulde afvikling gør 'Drømmen' til både herlig og smertelig underholdning, men det er også her, 'Drømmen's kunstneriske begrænsninger ligger. 'Drømmen' går konstant efter maksimal dramatisk effekt i konflikterne og et jublende halleluja i de forløsende scener. Især hen imod slutningen overdøves nuancer af store armbevægelser. I forhold til det poetiske stof, der kunne ligge i barndomsportrættet og det følsomt skitserede forhold imellem Frits og hans nervesvækkede far, er 'Drømmen' blevet en film, der, selv når den er mest blød om hjertet, opleves en smule hårdtpumpet. Fordi det overordnede historiske tema med konflikt, oprør og frigørelse i nogen grad bliver mast ned over drengen Frits, der skal løfte en hel epoke på sine skuldre. Men samtidig føler man sig jo næsten som et skarn, når man brokker sig. Så tit er det jo heller ikke, at man herhjemme oplever en personligt oplevet historie fortalt med solidt håndværk og en næsten indædt vilje til at skabe mainstream med god mening.