»Musik kan fortælle dig alt om et sted«, siges der i begyndelsen af Fatih Akins dokumentarfilm om Istanbuls musikliv. Og der fortælles overdådigt meget om byens modsætningsfyldte stemninger gennem filmens musik, der spilles og synges af en samfundsrapporterende rapper, ubemidlede gademusikanter, oprørske rockbands, livserfarne divaer og for eksempel også en folkekære lutvirtuos med en fortid som stjerne i kulørte tyrkiske tjubangfilm. 'Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul' er en broget og fantastisk foræring, hvis man interesserer sig for lyden af byen, der ligger lige mellem Asien og Europa. Både geografisk og kulturelt. Gennemflækket af Bosporusstrædet hører Istanbul hjemme i begge verdensdele, og følelsen af splittelse mellem forskellige traditioner er med til at give både byen og Fatih Akins film en særlig dynamik. Dog er den ikke dramatisk tiltrækkende på samme måde som Akins prisbelønnede fiktionsfilm 'Mod muren', der blandt andet modtog 'Guldbjørnen' ved filmfestivalen i Berlin for et par år siden. 'Crossingthe Bridge: The Sound of Istanbul' er en dokumentarfilm med stor lyst til og talent for at fortælle om alle de mange forskellige slags musik, der kendetegner nuets Istanbul. I generationer ignorerede mange tyrkiske musikere forbindelserne med Asien og med den gamle tyrkiske musik. Generaliserende sagt var europæisk kultur idealet. Nu, hvor Tyrkiet er blevet et af europæernes foretrukne feriesteder, og hvor landet ansøger om medlemskab af EU, har spørgsmålet om kulturel identitet fået fornyet aktualitet og en anden drejning. Flere af musikerne i Fatih Akins film søger tilbage til deres hjemlands traditionelle klange, som med en af de medvirkendes ord indeholder både lykke og smerte. Udtrykt af lige så mærkelige som attraktive rytmer. Det erlet at elske musikken i Fatih Akins film, fordi man får den serveret af en tysk turist med en overordentlig åben hørelse. Den gennemgående guide er Alexander Hacke alias bassisten i det tyske avantgardeband Einstürzende Neubauten. Alexander Hacke sørger for at formidle de nødvendige få oplysninger om de medvirkende musikeres baggrund og status, samtidig med at han på godt og ondt ikke kan dy sig for at få nogle til at uddybe et par musiktekniske ting om ni-ottendels takter og den slags. Detaljer af den art vil glæde nogle og kede andre. Det store optrædende persongalleri betyder, at der ikke er tid til at komme tæt på de enkelte. Den unge rapper Ceze og den erfarne diva Sezen Akzu er to af de ansigter, man får lyst til at lære bedre at kende. Men de er ikke de eneste. Musik er en taknemmelig kunstart at lave film om, når der spilles så varieret og talentfuldt, som det sker i Fatih Akins film. Skal man tro den, er Istanbul et krævende, myldrende, friktionsgnistrende sted.