'Shrek' møder 'Usual Suspects' møder 'Rashomon' er desværre for appetitvækkende en etiket til dette talentfulde rodsammen af speedet vid, vilde parodier og dekonstrueret detektivhistorie - selv om det heller ikke er helt vildledende: Som i førstnævnte befinder vi os i et parodisk, animeret eventyrunivers, og som i de to sidstnævnte fortælles samme historie om en forbrydelse fra flere forskellige deltageres synsvinkel - og ændrer sig afgørende undervejs mod opklaringen! Formen kan jo også minde om interaktive spil, hvor udfaldet ændrer sig efter spillerens valg - og ærlig talt er flere af animationens figurer næsten lige så grimme som trolden Hugo i videospillenes barndom. Den snedige lille Rødhætte og alt andet end fiffige Skovhugger er tilsyneladende begge designet på en havenissefabrik, mens Ulven, et koffeinspeedet egern og en kanin uden helt rent mel i posen har passeret computerens pelsprogram og nu ligner levninger fra 'Ice Age's skitseværksted. Historien ligner Perraults og Brdr. Grimms lige så meget, som hvis et syret barnebarn af den stilforvirrede billedbogsmager Richard Scarry havde haft fingre i den: En gufbandit stjæler kage- og slikopskrifter i hele skoven, og det vil en moustache-udstyret langbenet Poirot-lignende frø (= franskmand, ik'?) opklare, før Bedstes dyrebare samling opskrifter fjernes fra bankboksen! Samme seje Bedste er det bedste ved filmen: Bag sagtmodigheden er hun ekstremsport-udøver, en haj på monoski såvel som hangglider! Fine påfund i forbifarten er også hendes action-modstandere med Dolph (Lundgren, ikke flodhesten!) i spidsen, såvel som politikorpsets Tre Små Grise og en countrybrægende hillbilly-ged, der tager os med på en fed rutsjebanetur ad et tipvognsspor uden endestation. Det hele er nemlig også en slags musical med instruktørens bror Todd som komponist og med generøs stemme-casting: Rødhætte synges f.eks. af hhv. Ann Hathaway og Kaya Brüel, Bedste låner stemme af hhv. Glenn Close og Bente Eskesen, skovhuggeren af John Belushi og Lasse Lunderskov osv. Men vælg bare originalversionen, for de subtile hints til suspensegenrerne er alligevel spildt på aldersklasser, der ikke kan læse underteksterne. 'Hoodwinked' stritter af talent og rummer femstjernet vanvid i passager, der enkeltvis og i kort form ville tage fusen på mangen sløv tv-tegnefilmrutine. Men dekonstruktions-detektiv-farce-musicalens overbud af ambitioner og speedet dialog - koffeinegernet er værst -- i forening med det skingrende grimme og uegale design gør desværre også knap halvanden time til noget af en prøvelse.