Frihed!
»Det eneste brød pariserne ikke kan undvære«, skrev den franske forfatter Victor Hugo, og det er da også netop det, der sætter gang i Hugos fortælling ’Les Misérables’, hvor den fattige Jean Valjean er blevet dømt til nitten års fængsel for at stjæle brød.
Hvis man i forvejen elsker musicalversionen af ’Les Misérables’, vil man givetvis også elske Tom Hoopers nye film, der er intim som en teateropsætning og samtidig grandios på den måde, man forventer af en Hollywood-storfilm.
På flugt
Sammenstødet mellem det intime og det storladne er i hjertet af filmen, som er baseret på musicalen, der igen er (løst!) inspireret af Victor Hugos monstrøse roman fra 1862. Akkurat som forlæggene er filmen et stort og buldrende dyr, der tramper af sted med tonstung vægt og faste taktslag.
Men inden i den massive rammefortælling om Frankrig fra 1815 til hungeroprøret i 1832 gemmer der sig en intim fortælling om to mænd, hvis skæbner krydses.
De to er naturligvis galejslaven Jean Valjean (Hugh Jackman) og politiinspektør Javert (en anspændt Russell Crowe), der første gang mødes, da Javert tildeler Valjean en prøveløsladelse.
Han bider mærke i den stærke slave, og derfor genkender han ham otte år senere, da Valjean forsøger at skabe sig et nyt liv som borgmester i byen Montreuil. Jean
Valjean undslipper med nød og næppe Javert, da han skal indfri sit løfte til den døende Fantine (Anne Hathaway) om at tage sig af hendes datter Cosette, som bor hos værtsparret Thénardiers (Sacha Baron Cohen og Helena Bonham-Carter).
Valjean og Cosette lever på flugt i årevis, og da Javert igen finder dem, er hun vokset til en smuk ung kvinde (i skikkelse af den velsyngende Amanda Seyfried), som er forelsket i den unge revolutionære Marius (Eddie Redmayne med en underlig stemme, der lyder guttural og unaturligt lys på samme tid) i Paris.
Ikke umagen værd
Skuespillernes stemmer væver sig sammen, ligesom fortællingens mindre tråde danner et tapet af skæbnefortællinger og sangnumre.
Det er modigt gjort af Hooper at lade skuespillerne synge fra ende til anden, og endda live til kameraet. Han benytter filmen til at komme helt tæt på de syngende ansigter, så vi, i modsætning til i de store teatersale, kan komme helt tæt på martyren Fantines tårer og Valjeans martrede blik.
Særligt Anne Hathaway får på sine bare 15 minutter virkelig udnyttet formatet, og hendes rå version af ’I Dreamed a Dream’ er vaskeægte gribende.
Men med en spilletid på 157 minutter bliver det trættende, at kameraet fæstner sig ved personernes ansigter i samme billedbeskæring sangnummer efter sangnummer.
I modsætning til eksempelvis Baz Luhrmanns ’Moulin Rouge’ bliver de filmiske virkemidler slet ikke taget i brug, og derfor virker ’Les Misérables’ med få undtagelser ikke nær så levende.
Hvis prisen for at få skuespillerne til at synge live til kameraet er, at resultatet føles som filmet teater, så er det ikke umagen værd.
Film af i går
Hugh Jackman bærer den tungeste rolle på sine skuldre, og uanset hvor hårdt han tydeligvis kæmper, er der noget urkomisk ved, at han hele tiden skal lægge sit ansigt i voldsomt melodramatiske folder, der får ham til at ligne en parodi på Martin Brygmann.
Kameraet hænger så tæt og trofast ved hans ansigt, at han slet ikke havde behøvet at synge så kraftigt og med så forceret et vibrato.
Musicalgenrens højsang og bombastiske overspil virker heftigt på det store lærred – hvorfor ikke udnytte kameraets nærhed og lade ham synge helt svagt frem for at køre på med det tunge musicalkavaleri?
LÆS OGSÅ Filmredaktør: Oscar 2013 vil hurtigt gå i glemmebogen
Anderledes underspillet er de store sætstykker under oprøret, hvor man må tage til takke med en enkelt barrikade af dagligstuemøbler, et par teatergeværer med løst krudt og en lidet overbevisende kulisse.
Man mærker dårligt, det er film, og selv om man får store følelser for sine biografpenge i Tom Hoopers storladne saga, er den som film betragtet en sang for i går, ikke i morgen.
fortsæt med at læse
