Hvad titlen angår: Glem alt om amerikanske præsidenter og Jim Carreys skræmmende realityshow i sin tid.
Truman er her en boxerlignende hund, stor, godmodig, i hundeår godt og vel jævnaldrende med sin herre, Julián. Denne ’smalle’, men ligefremme og dog blufærdigt indtrængende historie handler nemlig om at knytte sig til andre. Mand til hund. Ven til ven. Og så berede sig på, at båndene må briste.
Julián har kræft, uhelbredelig. Derfor ankommer hans ældste ven, Tomás, uanmeldt fra Canada, hvor han bor med sin kone, til Madrid for at være sammen med Julián, der beslutter at afstå fra yderligere kemo. Gennem handlingens 3-4 døgn følges de to venner ad til møde med lægen, med bedemanden, med mennesker, der måske vil overtage Truman, ja, sågar med Juliáns voksne søn.
Praktiske gøremål, der gør det muligt – selv for to fuldvoksne mænd, der ikke rutter mere med følelsesudtryk, end vi nu engang gør – at få givet udtryk for den gensidige hengivenhed, usentimentalt skyllet ned med karske ord om den andens mere irriterende træk.
Udadvendte letopflammede Julián – spillet af charmøren Ricardo Darín, som vi i 2009 så i thrilleren ’Øjnenes hemmelighed’ – får således klemt ud, at han har lært generøsitet uden beregning af den empatiske, men køligt kontrollerede Tomás (Javier Cámara), der til gengæld må indrømme, at han har lært af vennens mod til at satse.
Prisvindende instruktør løfter den almene menneskelige kriseBegge spilles med voldsomt nærvær, forstærket af usentimental humor og af instruktørens formidable sans for de pauser, der gennemvæver hver en stund med den helt særlige fælles uudtalte viden: Det her er sidste gang.
Den ’larmende tavshed’ brydes delvis af Juliáns kusine (Dolores Fonzi) med den mere ’kvindelige’ (?) åbent udtrykte sorg. I situationens enestående nære samvær lærer de alle tre ny sider af sig selv at kende. For fremstillingen af en værdig, ærlig, men aldrig flæbende afsked har de tre skuespillere og filmen velfortjent fået priser. Hunden havde også fortjent en.
fortsæt med at læse
