Feel-good-film kan jo i reglen beskyldes for en vis forflygtigelse af de reelle problemer, de tager afsæt i – og i reglen med rette. Men over for så biologisk uundgåelige udfordringer som dem, en kvinde på 50 (den akavede titel) kan møde, skal man vist ikke kimse ad humørstimuleringen fra en ret banal, men solid og velspillet dramakomedie.
Aurore her (spillet af nu 54-årige Agnès Jaoui) har begge ben på jorden, men oven i menopause og hedeture kvitter hun sit servitricejob i protest mod sin yngre og naragtigt sexistiske chef. Af sin ældste datter får hun at vide, hun skal være bedstemor, og den yngste rejser hjemmefra – ligesom deres far gjorde for en del år siden.




























