Kommentar: Ellen DeGeneres var Miss Oscar 2014

Vært. Ellen DeGeneres styrede oscarshowet i år med afslappet attitude. Og en del kostumeskift.
Vært. Ellen DeGeneres styrede oscarshowet i år med afslappet attitude. Og en del kostumeskift.
Lyt til artiklen

Oscarshowet 2014 var ikke mange minutter gammelt, da branchebladet Variety lagde sin anmeldelse ud af Ellen DeGeneres åbningsmonolog!

Så afgørende er værten for, at prisshowet lykkes og bliver mindeværdigt.

Unplugged optræden
Da DeGeneres var vært for syv år siden, skilte hun vandene – det gør de bedste Oscarværter – og sandt er det, at hun var skarpere dengang. Da tog hun både sin lesbianisme og kvindelighed med i ligningen, og på trods af hendes altid godmodige smil kunne man nærmest skære sig på hende.

Men efter Seth McFarlanes næsten demonstrativt sexistiske show i fjor, som alle var enige om at give kniven, er det, som om Oscar har rettet ind igen. Og det på flere planer.

Hvor McFarlanes-showet var opulent og ødselt næsten som en gammel Busby Berkeley-musical, havde DeGeneres skåret alt det flommede væk og leverede en nærmest nøgen optræden. I den grad unplugged faktisk, at den i perioder især hen imod slutningen var tæt på at være lidt ordinær, lidt kedelig. I lange stræk var der nærmest tale om en ikke-produktion.

LÆS ARTIKEL

»Alright, alright, alright« og fire andre oscarhøjdepunkter

Pharrell strålede
Det er ikke musikken, man tager med hjem fra dette års show. Pharrell Williams var en enlig musikalsk solstråle, da han gav ’Happy’ med et stort danserhold, uformelt klædt i street-tøj og fik Meryl Streep til forførende at ryste sin barm mod ham fra første række.

Bette Midler slap kun lige med æren fra at synge ’Wind Beneath My Wings’ efter passagen, hvor man mindedes de filmpersonligheder, der var døde i løbet af året. Man havde ikke nået at få lørdagens dødsfald, Alain Resnais med, men heller ikke Gabriel Axel.

Og traditionen med at indlægge et øjeblik, hvor et forsamlet Kodak Theatre kan rejse sig i respekt for deres afdøde kolleger, var droppet – en lidt fad måde at ekspedere diverse filmmyter over i det hinsides på.

Ellens vilde oscarselfie lagde Twitter ned

Tak til gud og far
Takketalerne havde deres momenter – Matthew McConaughey kvitterede for prisen som bedste skuespiller for ’Dallas Buyers Club’ med at takke Gud og sin far, der åbenbart er oppe hos Gud, hvor han danser rundt i sit undertøj med en dåseøl i hånden.

Cate Blanchett, der vandt for ’Blue Jasmine’, mindede producerne om, at folk gerne vil betale for at se en film med en kvinde i hovedrollen, og Jared Leto, der var den aidssyge transseksuelle i ’Dallas Buyers Club’, viede sin birollepris til de 36 millioner, der tabte kampen mod aids.

Årets ups
Der blev grædt. Danske Anders Walter, der vandt for ’Helium’, takkede akademiet for at bibeholde den relativt usexede pris for bedste kortfilm i programmet og gjorde det med charme.

Og ja, vi fik også årets ups-moment, da en 81-årig Kim Novak, trods alt kvinden der spillede hovedrollen i Hitchcocks ’Vertigo’, som de fleste kritikere i dag enes om som den bedste film nogensinde, trådte op med en kosmetisk operation, hverken hun eller lægen var sluppet heldigt fra, og som knap kunne tale ud gennem syningerne.

Fidusen Ellen
Men igen: det var Ellen, der var hovednavnet, Ellen der var fidusen. Og hun var prægtig. Hun skøjtede tæt på det kontroversielle, som sig hør og bør. »Mulighed nr. 1«, sagde hun, ”er, at »'12 Years A Slave’ bliver bedste film. Mulighed nr. 2: I er alle racister«.

Hun fortalte publikum, at »en af de skønneste Liza Minnelli-imitatorer er her i aften«, og nikkede op mod den umiskendeligt rigtige Liza Minelli: »Flot arbejde, hr.«.

Det var sødt, som hun legede med Jennifer Lawrence, der sidste år snublede på vej mod podiet for at modtage sin Oscar, og som i dag faldt over sine fødder på vej ud af limousinen: »Hvis du vinder i aften, synes jeg, vi skal bringe Oscaren ud, er det okay?«.

SE

»Jeg siger ikke, at film er det vigtigste i verden«, sagde Ellen DeGeneres, »for alle her ved, at det vigtigste i verden er ungdom«, men 88-årige Sidney Poitier, der har taget over broderparten af kampene i Hollywood for racelighed stod pludselig der på podiet med en tåre blinkende i øjenkrogen.

Selfie- og pizzamoments

De to øjeblikke, ingen vil glemme fra Oscarshowet 2014, er selfien og pizzaen.

DeGeneres kom på at ville lægge internettet eller i hvert fald Twitter ned, satte sig på hug ved siden af Meryl Streep og indbød de omkringsiddende til at medvirke i at tage en selfie, der skulle blive den mest videresendte i de sociale mediers historie.

Senere ringede hun ud i byen efter et par pizzaer, og omdelte sammen med pizzabuddet maden til de omkringsiddende, hvorefter hun gik rundt og prøvede at få nogle af de forsamlede hovedrige aktører og instruktører og producere til at betale.

LÆS Jennifer Lawrence blev mobbet for sin klodsethed

Og hey, så var det den her: »Det er fantastisk at stå her. Jeg har regnet ud, at I her i salen har lavet i alt 1.400 film. Og at I sammenlagt har gået seks år på college!«.

Ellen DeGeneres var Miss Oscar 2014. Showet savnede en instruktør og en struktur, men Ellen holdt det sammen.

Michael Bo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her