Nicolai havde taget sin spejderkniv frem.
Mobningen af ham fra jævnaldrende i folkeskolen var blevet så massiv, at hans tanker kredsede om selvmord.
LÆS OGSÅ 12-årig pige: »De har skrevet på mit vindue, jeg er en klam so, og jeg bare skulle dø«
En sms fra hans storesøster fik ham heldigvis til at skifte mening. Hun spurgte, om han var o.k., og nogle år senere kan han i tv-dokumentaren til instruktørerne Dorthe Thirstrup og Kristian Almblad fortælle om, hvordan det var og er.
»Man tør ikke sige det. Det kommer bare tilbage på en selv«, siger nu 18-årige Nicolai i den tvedelte tv-dokumentar ’Mobbet’, som TV 2 viser sidste afsnit af i aften.
Skyld og skam
Med den udtalelse rammer Nicolai et af mobningens største problemer:
Børn tør ofte ikke fortælle hverken søskende, forældre eller lærere, at de bliver hånet, skubbet, holdt udenfor og hyppigt også slået på.
Dels er de bange for, at den psykiske og/eller fysiske vold bliver værre, hvis de betror sig til andre. Dels føler børn tit skyld og skam over det, de udsættes for.
Mobning kan også overgå voksne, men for børn som de medvirkende i ’Mobbet’ er det ekstra følsomt at tale om og leve med. Fra de var syv-otte år gamle, har de fået at vide, at de »ikke duede« for nu at bruge det udtryk, de tit selv anvender. Som 13-årige Mathilde siger til instruktørerne:
»De sagde, der aldrig nogensinde var nogen, der kunne elske mig. Når man har hørt på det i så mange år, tror man selvfølgelig på det«.
En vigtig start
Det stærkeste og vigtigste ved Dorthe Thirstrups og Kristian Almblads dokumentar er, at en række mobbede børn med deres egne ord formulerer, hvad de går igennem eller har været igennem.
Det er reflekterede og kloge børn, hvis tillid instruktørerne har fået gennem et helt års samarbejde med dem om dokumentaren, og det er børn, hvis stemmer klart, åbent og tankevækkende fortæller om konsekvenserne af mobning.
LÆS OGSÅ Færre ringer til børnetelefonen om mobning
Et par af filmens nævnte børn kan ikke selv fortælle. De har taget livet af sig og efterladt savn og sorg, som en onkel og en mor sætter ord på.
I deres ansigter og stemmer mærkes tabet, men hverken i de scener eller i andre går der følelsesgrød i måden, ’Mobbet’ er vinklet på. Kendsgerningerne er i sig selv så skrappe, at en dvælen ved tårer eller et strøg af mere sentimentale underlægningstoner ville have været for meget.
Hvordan stoppes noget så ødelæggende og skjult som mobning? Det er en begyndelse, at børn taler om det.
fortsæt med at læse
