Særligt på søndage gør beboerne noget ud af påklædningen, inden de sætter sig til bords på de antikke spisestuemøbler under et af Vemmetofte Klosters høje lofter. Når maden er serveret af det loyale personale, går beboerne konverserende til sølvbestikket og det musselmalede følgende en etikette, der ville fryde Emma Gad. Sådan er et scenarie i dokumentaristen Eva Mulvads første film siden ’Det gode liv’ fra 2011.
’Slottet’ er titlen på den 40 minutter lange fortælling. Ligesom ’Det gode liv’ gjorde det, giver ’Slottet’ indblik i nogle ekstraordinært spændende danskeres liv. I modsætning til ’Det gode liv’ går Eva Mulvad dog ikke helt tæt på sine medvirkende i ’Slottet’. Med eventyrgenren som ramme beretter hun i stedet om livsstilen på Stevns’ slot Vemmetofte Kloster, der siden 1976 har været en særdeles speciel slags seniorbolig for nøje udvalgte almindelige borgere.
Holder nutiden fra døren
Længere tilbage i tiden hed slottet Vemmetofte Adelige Jomfrukloster, og ikke blot interiøret fra fortiden er intakt. Her forsøger de fleste fra skovrideren til beboerne og personalet at holde på formerne fra dengang, man ikke sådan uden videre var dus, enevælden herskede, og de fine skiltede med, at de følte sig bedre end de fattige.
Dokumentar viser røvtur på 1. klasse
»Så kommer de nye ind og er måske vant til at sige ’du’«, knirker en af beboerne beklagende til en anden, for selv om man på Vemmetofte Kloster prøver at holde nutiden fra døren, så sker der forandringer. En af beboerne vover at møde i cowboybukser til hverdagsfrokoster. En anden hænger sin stola over stoleryggen under maden. Og et ægtepar var først med at gøre Politiken til læsestof på et sted, hvor Berlingske og Kristeligt Dagblad tidligere var ene om at ligge fremme. Som en beboer udtrykker det, er »68-generationen på vej ind«.
Beboerne imellem går sladderen, fornemmes det af Eva Mulvads observerende optagelser fra et sted, hvor man kun kan komme i betragtning som lejer efter at have gennemgået en omstændelig optagelsesprocedure. Nok godt det samme. For langtfra alle har karakter og gemyt til dette nydelsesotium, hvor man tydeligvis vogter ethvert af medbeboernes skridt.
Overdådige eventyromgivelser
I ’Det gode liv’ undlod Eva Mulvad at udstille sine hovedpersoner. I ’Slottet’ bruger hun eventyrgrebet ret bogstaveligt for at vise, at beboerne ved, hvilken film de er med i: Både indlednings- og afslutningsvis ser man skuespillerinden Susse Wold fortælle et eventyr for beboerne om et slot, der lå så dejligt på landet. Susse Wold har en meget sød og lidt syrlig måde at oplæse på, der i sig selv er med til at gøre fortællingen ekstra grotesk – inklusive beboernes begejstrede bifald efter hendes optræden.
LÆS OGSÅ Dansk dokumentarfilm bliver teaterstykke
Som publikum til ’Slottet’ er det vanskeligt at have egentlig sympati for personerne – eller det modsatte. Man fornemmer ikke, hvad der har motiveret dem til at betale sig fra at bo i overdådige eventyromgivelser og agere, som om de var født adelige. Men man bliver lystigt nysgerrig efter at kende mere til deres baggrund end de i øvrigt smukke billeder gennem fire årstider af en østsjællandsk tidslomme, hvor der troligt truttes til fasanjagt og danses lancier til jul. Uden at træde nogen over tæerne!
fortsæt med at læse






























