Lyt til artiklen
Jeg kan huske den forvirrende følelse, da jeg som præpubertær tv-junkie i 90’erne fik forklaret, at den der kollektive voksenskraldlatter inde i fjernsynet, der tippede mine usikre lattermuskler om, at nogen sagde noget sjovt i for eksempel ’Cosby & Co.’, ikke var humorens naturkraft, der som sirener lokkede mig til grine.
Og at det i den slags sitcoms heller ikke nødvendigvis var et lattermildt publikum, der havde fanget vitsen lige før mig.
