Det føles forkert. Lige fra begyndelsen af er der noget, der ikke er helt i orden, noget, der mangler, som i en kødsovs uden den helt rette smag.
Men det bliver der rettet op på.
For i slutningen af første episode af den med længsel ventede anden sæson af den politiske thriller ’House of Cards’ vender Kevin Spaceys karakter, det totalt skruppelløse kongresmedlem Francis Underwood, ansigtet mod seerne og henvender sig direkte:
»Nåh, I troede måske, at jeg helt havde glemt jer«, siger han. Inden han slutter af med et sardonisk smil og bemærkningen »Welcome back«.
Så var den der. Det er ligesom at få et par veltilgåede sutter på efter en hel dag med spritnye laksko.
Plads til overraskelser
Forud for dette ligger et hæsblæsende forløb, som inkluderer overtrædelser af adskillige bibelske bud, og som fører handlingen fra første sæson elegant videre, direkte ind i det moralforladte politiske morads, hvor Frank – som han kaldes af alle bortset fra de helt tætte, især kvindelige, medkombattanter – begår sine svinestreger uden at ryste på hånden eller få sved på panden.
Som nogle vil vide, baserer serien om den kyniske magthaver og hans lige så kyniske isdronning af en hustru – spillet brillant nærværende af Robin Wright – sig på en roman af den britiske politiker og forfatter Michael Dobbs, der tilbage i 1990 blev lavet til en fire afsnit lang tv-film af britisk fjernsyn med Ian Richardson i hovedrollen.
Den havde bestemt sin europæiske charme og var særdeles spændende; men den aktuelle – meget amerikanske – går skridtet videre i sin udforsknings af magtmenneskets machiavelliske manerer.
På grund af Kevin Spaceys eminente spil får den ellers ret endimensionale karakter dybde, selv om vi endnu ikke er nået dertil, hvor den fiktive personlighed er foldet helt ud. Den tegnes stadig op på en såkaldt need to know-basis, så der er plads til overraskelser og grumme afsløringer.
Mellem kunst og kontaktsport
Helt på højde er portrættet af hustruen, Claire, der er sin mands medsammensvorne i jagten på magten, men samtidig også plejer sin egen karriere som leder for en ngo.
Hun er mindst lige så ryggesløs magtbegærlig som sin mand og dertil i besiddelse af en pæn portion taktisk brutalitet. Hun skyr ingen midler og bruger ekstremt tarvelige tricks.
Det kommer blandt andet til udtryk i en konflikt med en tidligere professionel partner, der er afhængig af sygeforsikring fra sin tidligere arbejdsplads i forbindelse med en graviditet.
Vi taler om infami ophøjet til såvel kunstform som kontaktsport.
Djævelen ligger i detaljen, siger man. Og det er også tilfældet i denne sammenhæng, hvor mobiltelefoniske beskeder er gået hen og blevet meget betydningsfulde for handlingens forløb.
Traditionelt har man været nødsaget til at lade de medvirkende læse sms’erne højt eller referere dem, muligvis vise de små skærme i billedet; men i ’House of Cards’ ser vi bare de karakteristiske små talebobler, vi kender så godt fra vores daglige liv med smartphones.
iPhonens grænseflade indgår organisk som en del af dialogen. Det er uhyre elegant og med til at understrege, at produktionsdesignet er mere end almindeligt reflekteret.
Sæson to byder også på en ny central rolle, nemlig den ærgerrige unge Jackie Sharp, der indgår alliance med Underwood, så hun kan springe et par trin på karrierestigen over og erstatte ham i hans funktion som demokratisk gruppeformand i Kongressen, såkaldt chief whip.
Hun fremstilles af Molly Parker, som tidligere mest har gjort sig i filmsammenhænge, men fik et mindre gennembrud i tv-serien ’The Firm’ (en opfølger til filmen af samme navn) fra forrige år, hvor hun spillede over for Josh Lucas.
Hun er en gave til serien med sin indtagende fregnede apparition, som virker nærmest rustikt tilforladelig, men viser sig at dække over en kuldslået kynisme.
Mere thrillerpuls og fokus
I det hele taget er det et langt stykke af vejen kvinderne, der kører med klatten i det ellers mandsdominerede univers.
Ud over Claire Underwood og ovennævnte nytilkomne er der Sakina Jaffreys efne karakter, Linda Vasquez, som er stabschef i Det Hvide Hus og ikke sådan at løbe om hjørner med, ligesom den kvindelige udenrigsminister, Catherine Durant, som i begyndelsen af historien blev foretrukket frem for hovedpersonen selv og dermed satte gang i rævekagebageriet.
Og så er der blevet skruet op for alvoren. Hvor dele af første sæson lidt for ofte tog sig ud som mellemting mellem en noirversion af ’Javel hr. minister’ og en amerikaniseret ambitiøs fortolkning af første sæson af ’Borgen’, er der nu langt mere thrillerpuls og fokus. Hvordan dette konkret udmønter sig, skal ikke afsløres her.
For det ville være synd. Både for de allerede overbeviste ’House of Cards’-fans samt de endnu ikke svorne tilhængere af den diabolske sydstatspolitiker Francis Underwood.
Begge grupper har ikke så lidt til gode.
fortsæt med at læse
