Dybbøl Mølle, siger en efterskolelærer med patos i stemmen og slår manende ud med armene. Men hans publikum, en samling unge af blandet udseende og herkomst, er bedøvende ligeglade.
Og da han gentager øvelsen, nu med et lidt træt smil lurende bag ørernes rejsning, ser et par af dem til og med deres snit til at liste af. For at kunne ryge en joint i afsondret ro og fred.
Og den ene af de to, pigen Claudia, viser at være en utilpasset ung dame, hvis familie er knuget af sorg over storebroderen, som er død i Afghanistan. Som sidste udvej skaffer hendes sagsbehandler hende et ’nyttejob’ som en slags hjemmehjælper hos en aldrende baron.
Her finder hun en gammel dagbog, der fortæller historien om Inger, godsforvalterens datter, som voksede op side om side med både en dekoreret kaptajn fra treårskrigen og sønnerne af en såret fodsoldat fra samme runde af bataljer.
Sådan folder Ole Bornedal nutiden ind i fortiden i den historie, han har valgt at fortælle om den anden slesvigske krig, der endte med vor nations mest forsmædelige nederlag, slaget ved Dybbøl. Dermed markerer han med ekstrem tydelighed, at historien altid er fortalt af nogen til nogen. Og at det ikke er sikkert, at de tiltænkte modtagere overhovedet gider lytte.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
