Om det var de gode, der græd, og de onde, der lo, eller omvendt, står uklart efter sidste afsnit af DR’s seneste dramasatsning, ’Bedrag’. Nogle fik deres bekomst, andre soning. Og så var der dem, som glade kunne vende tilbage til en eller anden form for status quo og en ny begyndelse. Men der blev aldrig kastet lys over, hvorfor og hvordan den uheldige vindmøllearbejder fra Østeuropa, som i første afsnit blev fundet død i vandet ud for København, egentlig kom så koldt af dage. Ja ja. Vi er da godt klar over, at ham der den mega-uhyggelige svensker havde en finger med i spillet. De nærmere omstændigheder blev imidlertid aldrig klarlagt, og dermed har serien – som krimi betragtet – forbrudt sig big time mod genren: Den initierende forbrydelse skal opklares. Det har læseren eller seeren nærmest retskrav på.
Nu er det imidlertid ikke sjælemartrende spænding, der har præget serien. For den var aldrig en streng politikrimi, snarere et dramatisk spex, hvor forbrydelser på de bonede gule kastede skygger over de dødeliges verden. Tilsat mytologisk gods af den letfordøjelige slags: Nikolaj Kaas’ Xander Sødergren som en kålhøgen Ikaros, Thomas Bo Larsens kriminalbetjent, Mads Justesen, som en blanding af Sisyfos og manden på gulvet, og Natalie Maduenos Claudio som den stiliserede moder, der ikke kan slippe sit barn og dermed som en slave af biologien aldrig formår at bevæge sig op i skurkenes hemisfære.
