Der er et eller andet smukt over at se en bleg, behåret dansk mand i T-shirt og kasket stå omgivet af brasilianske karnevalsdronninger og hengive sig fuldstændig til at danse samba. Eller måske ikke smukt, men så nærmere afvæbnende.
Manden, vi taler om, er DR’s modeekspert Chris Pedersen. Den pilskaldede charmør har i tidligere programserier blandt andet undersøgt danskernes forhold til nudisme og botox (i ’De forfængelige’) og på begavet vis gjort os klogere på modens verden (i ’Modens stilikoner’, ’Modens koder’ og ’Afrika er det nye sort’).




























