Det er meget trist og ægte rystende, at forfatter, radiovært, debattør Mads Holger er død. Det gør ikke, at man skal hylde ham som orakel eller helgen, rage rundt i hans privatliv eller genforstå alt, hvad han har sagt og gjort, i et nyt, dystert lys (for hvad ved vi om det?). Men noget meget fint i den forgangne uge har været manges indsats for at finde et åbent og kærligt sprog for, hvad han kunne og ville – når han pissede folk af og fik dem til at grine, når man måbede over hans sprogguirlander gone bonanza. Og så videre. Der har været en åben form for opmærksomhed for en stund, vi ser og hører og citerer og beskriver ham og får måske lidt ekstra ud af at genbesøge hans radio og tekster. Jeg elsker f.eks. det på Facebook formulerede kærligt forargede møde mellem en mand og alt, hvad han foragter:
»Forleden fik jeg en pludselig lyst til appelsinjuice, så jeg gik for første gang ind på en af disse juicebarer og bad om et glas sådant. En venlig 12-årig bodybuilder bag baren lod mig forundret forstå, at det kunne jeg ikke få, på trods af at der på baren lå en stor stak appelsiner, som han utvivlsomt ville kunne presse. Hans chef blev derfor hidkaldt. Det var en 14-årig bodybuilder, der bekendtgjort med min bestilling kiggede på mig, som havde jeg bedt om antik armbrøst i hvid chokolade, men efter en længere drøftelse lod de sig overtale til at servere mig et glas appelsinjuice. Musikken var også meget høj, men det smagte godt. Det var en god dag«.
