Ørerne har fået sin fortid igen. DR’s radiodokumentariske tradition har i den tid, jeg har elsket dokumentarradio, føltes som et underligt historieløst bibliotek af nyudgivelser og hengemt ’guld fra arkivet’, der pludselig er væk igen. Men denne sommer har en ny bibliotekar (DR’s podcastredaktør) og den nye overbibliotekar (P1’s kanalchef), der begge er hævet over fortidens radiopolitiske gnidninger om lukningen af Montagen, rullet en lille boghylde på hjul op fra arkivet. Hver uge sættes endnu et værk på hylden. De kan høres i radioen fredag aften og er, ikke mindst, altid tilgængelige i podcasten ’Radiomontagen – Greatest’.
Det er den bedste podcast, man kunne ønske sig. Jeg håber, at den motiverer dem, der endnu ikke har fundet podcast-appen på deres telefon, til at opdage, hvor verdensudvidende dette uendelighedsbibliotek kan være, og at den kan gøre andre mere bevidste om radioarv. Det handler ikke bare om at mindes store radioskaberes fortælleteknik, tone og stil. Stephen Schwartz. Lisbeth Jessen. Torben Brandt. Ole Bornedal. Christian Stentoft.




























