Nogle mener, at de er kærester, fordi han vistnok engang for længe siden gav hende et mildt kys. Men nej, de er bare professionelle mediefolk, som på deres egen omstrejfende maner danner et par, hvor manden er Kloge Åge, kvinden Maren Madglad.
Nu i mange år har de taget seere rundt i mere eller mindre varme lande, hvor Anders kan gå i korte bukser og Anne finde et køkken. Her i sommer, hvor DR 2 på grund af Donald Trump og andre ting har USA som tema, kører det populære team rundt i store biler i det Amerika, der ligger fjernt fra New York og San Francisco. Nemlig USA’s bibelbælte og cowboyland.




























