Vi bliver åbenbart aldrig færdige med Vietnamkrigen. Bedst som man troede, at nu havde vi bevæget os videre til andre væbnede konflikter eller tilbage til tidligere, ja så dukker der endnu en film eller en serie op om den forkætrede, langstrakte amerikanske offensiv i Indokina, der faktisk varede fra slutningen af 1950’erne til 1975. Krigen kostede næsten 60.000 amerikanske soldater livet (mod mellem 3 og 6 millioner vietnamesere), men skyggerne i det amerikanske samfund udgjordes (og udgøres) først og fremmest af de hjemvendte, overlevende soldater, der rejste ud for at kæmpe for fædrelandet og vendte hjem til politisk stigmatisering fra deres jævnaldrendes side, social deroute og for manges vedkommende et liv med stoffer og alkohol som eneste virksomme våben i kampen mod de rumsterende dæmoner fra tiden i Vietnam.
Farefulde udfordringer
Det er akkurat sådan en virkelighed, hovedpersonen i serien ’Quarry’ møder, da han efter et par missioner atter er hjemme i Memphis. Hans navn er Mac Conway, og han har via kassettebåndsbreve holdt kontakten til hustruen Joni ved lige, men hun har ikke været ham ubetinget tro. Og på grund af diverse indviklede forhold, som blandt andet skyldes hans soldaterkammerat Artie, kommer han til at skylde 30.000 dollars væk. Til en type, der ikke stiller sig tilfreds med langstrakte afdragsordninger og sikkerhed i fremtidige værdistigninger på fast ejendom. Så Mac må udføre diverse jobs for The Broker, der spilles fænomenalt godt af Peter Mullan, som vi senest for alvor så folde sig ud i Jane Campion-serien ’Top of the Lake’ i 2013.


























