To tråde flettes eminent sammen i første afsnit af tredje sæson af den rent ud sagt fremragende og nok mest interessante tv-serie i disse år, Jill Soloways fortælling om den jødiske familie Pfefferman, der med patriarken Morton/Maura i spidsen går selvrealiseringsplanken ud med hensyn til seksuel identitet og familiestrukturel organisering.
Den ene tråd handler om, at Jeffrey Tambors vidunderlige hovedperson, den transseksuelle forhenværende universitetsprofessor i politologi Maura, er begyndt som frivillig på en hjælpelinje for selvmordstrue(n)de LGBT-personer.




























