På et punkt hævede Jeppe Grams finansthriller sig over alle andre hidtidige danske dramaserier. Og det var med hensyn til vold. For graden af råhed og brutalitet var hen mod slutningen af en sådan kaliber, at man næsten skal til Kurt Sutters brutale bikerepos ’Sons of Anarchy’ for at finde mage. Hvilket på det område så har givet serien en vis grum realisme, der står i skærende kontrast til den sine steder himmelråbende mangel på troværdighed, som ellers har præget hele foretagendet.
Som helhed betragtet falder anden sæson til jorden som en vingeskudt gråand. Den var for længe om at komme i gang. Havde alt, alt for mange svinkeærinder, hvorfor man aldrig rigtig blev engageret i hovedhandlingen. Og savnede personer, man kerede sig om. Thomas Bo Larsens brovtende bagmandsbetjent forblev et postulat, og Natalie Maduenos idealistiske jurist Claudia foldede sig ikke for alvor ud som andet end en konflikt mellem job, familieliv, samvittighed og sympatier iført silkebluse og honette ambitioner.
