Det er meget, meget underligt, hvad der foregår. Hvilket sådan set er fint nok. Hvis ikke det var så hamrende rodet fortalt. Og kedeligt. Og tilstræbt tidssvarende med inddragelse af sociale mediers fremstillingsform og kommunikative paradigme samt dertil hørende rystede videoselfies. Man bliver træt ganske hurtigt, og når historien begynder at bugte sig som en haveslange, der langsomt fyldes med vand, opstår der ingen forløsende ’aha, nu giver det mening, jeg må følge med’-stemning. Man forbliver irriteret over et univers, der forekommer som noget fortyndet Stephen King fra hans svageste periode i begyndelse af 1990’erne – men uden den fascinationskraft, Kings ting trods alt så godt som altid ejer.
Der burde uddeles en eller anden form for hædersbevisning til dem, der klarer at se det 71 minutter lange pilotafsnit i en køre uden at føle trang til enten at stryge skjorter, hente en frøsnapper hos bageren, ringe til nogen eller sortere og folde sine plastikposer efter farve og oprindelse. For godt nok er der øjeblikke, hvor der sker noget overraskende, men så fader handlingen atter ud i underlige prætentiøse ekskurser, man efterlods kan sidde og vente på bliver samlet op. Det er noget af en prøvelse.
