Manglen på troværdighed er et af de største problemer i Netflix’ ’Friends from College’, som havde premiere i midten af juli. Det, samt det ærgerlige faktum for enhver komedieserie, at den er pinligt umorsom.
I serien, der lægger sig i forlængelse af serier som ’Girls’ og ’Venner’, men med karakterer omkring de fyrre, følger vi seks venner, som kender hinanden fra Harvard: den forfejlede forfatter Ethan, der er gift med advokaten Lisa, bogforlæggeren Max, som desuden er Ethans agent, indretningsarkitekten Samantha, som siden studietiden har haft en affære med Ethan, den selvudnævnte fuckup Nick, der lever af sin trustfund, samt den yogadyrkende boheme Marianne. Alle befinder de sig nu i New York, efter at Lisa og Ethan er flyttet til storbyen, hvor de bor midlertidigt på en knirkende sovesofa i Mariannes stue.




























