Søren Sætter-Lassen ser ud gennem brillerne og spørger arrogant fra sin åbne vogn Kristian Halken, der er ved at reparere et vejskilt, om der ligger et hotel i nærheden. Halken – som kendere af ’Badehotellet’ vil vide, er forhenværende møller og fader til etablissementets nuværende unge ejer, Fie – peger i den rigtige retning, og så er vi ellers i gang.
Der er nye gæster på Jørgensens gamle hotel, og udadtil er der tale om vældig fornemme sådanne. For de kommer fra ingen ringere end kong Christian X’s sommerresidens i Skagen, og de snobbede badegæster – fra grosserer Madsens glade hustru over indebrændte fru Fjeldsted til skuespiller Weyse – kan næsten ikke være i sig selv af bar benovelse over at få besøg af mennesker, der plejer omgang med landets aldrende regent.




























