Ikke så få, der var teenagere og unge voksne i midten af 1980’erne, præsenterer et på en gang fåret og saligt smil, hvis man siger eksempelvis »Wax on, wax off« til dem. Den replik var nemlig central i John G. Avildsens ’Karate Kid’-film, der både handler om at tro på sig selv, kæmpe for alt, hvad man har kært, og lære at give sig noget større i vold. Og filmen – plus i mindre grad dens efterfølger – blev en central dannelsesreference.
Derfor er serien ’Cobra Kai’, der genopliver universet med de centrale skuespillere i deres gamle roller, men i opdateret tid, en ganske stor succes. Fordi den gestalter en tryg fortidighed, en entydig kamp mellem godt og ondt, og gør det i et univers, hvor tingene falder på plads i de rette værdimæssige kasser. Vi er kort sagt tilbage i Andeby anno the good old days, og serien holder sig da heller ikke for god til at være en lille smule satirisk vis-a-vis det identitetspolitiske kompleks, selvfølgelig med den pointe, at alt det der halløj med krænkelser og sådan noget uafværgeligt vil blive misbrugt af skurkene mod de gode.
