Der var spænding frem til nærmest målstregen i årets udgave af det såkaldt internationale melodi grand prix, eller Eurovision Song Contest, som den stort opsatte, men musikalsk absolut uinteressante affære retteligen hedder. For kampen stod, lige indtil de sidste par landes sms-stemmer var afleveret, mellem Østrig, Cypern og Israel, og det blev så Israel, der for første gang i tyve år kunne hjemføre sejren og dermed fornøjelsen af at skulle stå for at afholde cirkusset om et år. Israels bidrag havde titlen 'Toy' og blev fremført af den 25-årige sangerinde Netta, som dermed indtræder som den i alt fjerde israelske popsanger, der har vundet førstepladsen i grand prix.
Danmark blev nummer ni med den absolut tilforladelige 'Higher Ground', fremført af et vikinge-ensemble med 'Rasmussen' som front man.




























