Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Alan Arkin og Michael Douglas er sådan set okay som de to aldrende krukker Norman og Sandy, men universet omkring dem er nedladende skildret.
Foto: Mike Yarish/Netflix

Alan Arkin og Michael Douglas er sådan set okay som de to aldrende krukker Norman og Sandy, men universet omkring dem er nedladende skildret.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kominsky-metoden er ikke alles kop te: Netflix’ nye latterorkan med verdensstjerner i hovedrollerne får høvl af anmelderne

Situationskomediemesteren Chuck Lorre rammer for en gangs skyld ikke helt plet hos publikum og anmeldere, selv om darlings som Michael Douglas og Alan Arkin er med. Det skriver Henrik Palle i denne uges 'Udblik'.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Normalt kan folk slet ikke få armene ned, når tv-skaberen Chuck Lorre sætter et nyt skib i søen.

Serier som ’Et umage par’, ’Two and a Half Men’, ’Big Bang Theory’ er alle successeer hos såvel publikum som kritikere. Og det selv om tabuemner som misbrug, omsorgssvigt, utroskab og skilsmisse spiller en betydelig rolle. Vi er så langt fra det heteronormative paradigmes polerede ideal, som man – næsten – kan komme.

Men hans seneste entreprise, Netflix-komedieserien ’The Kominsky Method’, har ikke mødt samme udelte begejstring som forgængerne. På trods af at de to hovedroller som gnavne gamle mænd, Norman og Sandy, spilles af et par seriøst rutinerede anmelderdarlings, vidunderdrengen Michael Douglas og kultskuespilleren Alan Arkin.

En anstødssten for The Guardians myreflittige Lucy Mangan er de kvindelige karakterer. Hun har såmænd sympati for de to gubbjävlar, men kvinderne lades i stikken af seriens skaber, mener hun:

»Det, der ikke fingerer, er det hele, bortset fra Norman og Sandy. Alle Sandys unge studerende er udskiftelige anerkendelseshungrende lysglimt, der snildt kunne opregnes som ’spejlblank tyveårig nummer 1, 2 osv.’«.

The Vultures Kathryn Van Arendonk er på linje med hende:

»Mens Douglas og Arkin er rodede, intelligente og troværdigt fejlbehæftede individer, så lever de i en verden, der for det meste bebos af dumme, fjottede stereotyper, over for hvem de enten udviser dehumaniserende ligegyldighed eller regelret foragt. Og Sandys studerende er alle idioter, bortset fra en ældre kvinde, Lisa, som han gerne vil være kæreste med«, skriver hun.

Helt galt går det, når det kommer til det identitetspolitiske. Michael Douglas’ karakter svarer på spørgsmålet om, hvorvidt sorte kan spille hvide og vice versa: ­»Det betyder ikke en pind, fordi vi alle er ens indeni«.

Van Arendonk kommenterer:

»Serien er på Sandys side i dette spørgsmål. De studerendes engagement i spørgsmålet om køn og identitet fremstilles som overfladiske ligegyldigheder – især set i relation til Sandys langsomt fremskridende prostatakræft«.

Værst er imidlertid fremstillingen af Normans datter Phoebe. Hun er faktisk en midaldrende kvinde, men fremstilles som en mut teenager. Og ikke nok med det:

»Mens alle andre er fornuftigt klædt på, går Phoebe omkring i sine forældres lejlighed i småt undertøj og en afslørende hullet T-shirt«.

Så det kan godt være, at Douglas og Arkin på papiret er en god idé. Men serien er svær at elske på grund af det uelskelige portræt, den tegner af sådan et par gamle, selvoptagede gutter.


Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden