Fritz Honka foran natværtshuset Der Goldene Handschuh i Jonas Dasslers fremstilling. Værtshuset findes endnu og har tilnavnet Honka Stube Honka selv er væk.

Fritz Honka foran natværtshuset Der Goldene Handschuh i Jonas Dasslers fremstilling. Værtshuset findes endnu og har tilnavnet Honka Stube Honka selv er væk.

Film og tv

Stangstiv seriemorder fra St. Pauli går igen i #MeToo-æraen

Den tysk-tyrkiske instruktør­ Fatih Akin har skabt kontrovers på Berlinalen ved at portrættere sin barndoms monster, Fritz Honka.

Film og tv

Nedbøjet og duknakket slæber han sig døddrukken gennem gaderne i Hamburgs red light district, Sankt Pauli. Nat efter nat stævner han slingrende ud på det, der helt bogstaveligt talt er en dødsrute for Fritz Honka og de kvinder, han mødte på vej mod det totale forfald.

I begyndelsen af 1970’erne, da Fatih Akin som lille dreng boede med sin tyrkiske familie bare et par gader væk, blev Fritz Honka afsløret og i mytologien til en af Tysklands mest kendte seriemordere.

Over 40 år senere har Fatih Akin, der nu er en af Tysklands mest berømmede filminstruktører, som vandt Den Gyldne Bjørn for bedste film med sin debut ’Gegen die Wand’ (Mod muren) på Berlinalen i 2004, genoplivet Fritz Honka. Det sker i ’Der Goldene Handschuh’ (Den gyldne handske), som er med i hovedkonkurrencen på dette års festival i Berlin. En festival, hvor debatten om #MeToo giver ekko over alt.

I den æra er det næppe overraskende, at Fatih Akin er løbet ind i kontrovers og diskussioner i omegnen af den røde løber i Berlin. Men inden vi når dertil, må vi for fuldstændighedens skyld følge Fritz Honkas usikre fodspor til nogle skæbner og mennesker, der ville kunne forme Charles Bukowski om til en livsglad optimist i sammenligning og få ordet trøstesløst til at antage nye og positive toner. For typerne, der med det yderste af de sorte negle hænger fast i livet og natværtshuset Der Goldene Hanschuh – som stadig findes, lige ved berygtede Reeperbahn i St. Pauli-kvarteret – er alt håb ude. Her drikkes udelukkende for at glemme. Eller falde i søvn, som mange af dem gør hen over bordene, hvor sorte mærker fra glemte cigaretter tegner dødsrutens landkort.

Festivalchefen anbefaler tre film fra Berlinalens hovedkonkurrence

Et møde med et menneske

Mændene er – som Fritz Honka i Jonas Dasslers fuldkommen forvandlede skikkelse og forvredne ansigt med den skamferede hud – plettede, beskidte og konstant svedige. Kvinderne slidte, delvist deforme, overvægtige og så desillusionerede, at de er klar til alt for bare en snaps mere.

Til tonerne af sprød tysk schlagermusik fra halvfjerdserne på jukeboxen byder Fritz Honka de udvalgte, der alle er prostituerede eller pensionerede prostituerede på sprut og inviterer dem hjem for at fortsætte drikkeriet. Den beskidte og liglugtende lejlighed udsættes igen og igen for depraveret, døddrukken sex, inden det ofte ender med kvælning, slag, knivstikkeri, så blodet sprøjter. Fulgt af den rituelle partering af liget. Glansløst, glædesløst og tomt.

Ligesom Lars von Trier i ’The House That Jack Built’ er scenerne med vold, grotesk sex og selve mordene skildret eksplicit og uden antydningen af et barmhjertigt filter. Samtidig ville instruktøren vise, at Fritz Honka ikke bare var et monster, der dræbte kvinder, men også et menneske.

»Jeg vil ikke forklare ham, for han var syg, og kun en læge eller andre fagfolk kan forklare sygdom. Men jeg vil lade publikum følge ham som et menneske med værdighed«, forklarede Fatih Akin på pressemødet efter filmens visning.

Det faldt en kvindelig journalist fra Frankrig for brystet. Hun ville høre, om instruktøren mente, at udstillingen af sexvolden og mordene viste ’kvinderne værdighed’, og om filmen er indspillet før eller efter #MeToo.

»Vi indspillede, mens debatten løb… Og selvfølgelig tænkte vi på #MeToo, som jeg støtter. Men #MeToo må ikke blive til censur«, lød svaret.

Scherfigs nye film får hård medfart af udenlandske anmeldere

Vi er i sandhed i den postmoderne alder for den engang så populære genre seriemorder-film. Måske er det snarere på tide at aflive seriemorderne på film, at give dem en tiltrængt pause eller bare finde på en eller anden holdbar ide for myrderiet?

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce