Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fritz Honka foran natværtshuset Der Goldene Handschuh i Jonas Dasslers fremstilling. Værtshuset findes endnu og har tilnavnet Honka Stube Honka selv er væk.

Fritz Honka foran natværtshuset Der Goldene Handschuh i Jonas Dasslers fremstilling. Værtshuset findes endnu og har tilnavnet Honka Stube Honka selv er væk.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stangstiv seriemorder fra St. Pauli går igen i #MeToo-æraen

Den tysk-tyrkiske instruktør­ Fatih Akin har skabt kontrovers på Berlinalen ved at portrættere sin barndoms monster, Fritz Honka.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nedbøjet og duknakket slæber han sig døddrukken gennem gaderne i Hamburgs red light district, Sankt Pauli. Nat efter nat stævner han slingrende ud på det, der helt bogstaveligt talt er en dødsrute for Fritz Honka og de kvinder, han mødte på vej mod det totale forfald.

I begyndelsen af 1970’erne, da Fatih Akin som lille dreng boede med sin tyrkiske familie bare et par gader væk, blev Fritz Honka afsløret og i mytologien til en af Tysklands mest kendte seriemordere.

Over 40 år senere har Fatih Akin, der nu er en af Tysklands mest berømmede filminstruktører, som vandt Den Gyldne Bjørn for bedste film med sin debut ’Gegen die Wand’ (Mod muren) på Berlinalen i 2004, genoplivet Fritz Honka. Det sker i ’Der Goldene Handschuh’ (Den gyldne handske), som er med i hovedkonkurrencen på dette års festival i Berlin. En festival, hvor debatten om #MeToo giver ekko over alt.

I den æra er det næppe overraskende, at Fatih Akin er løbet ind i kontrovers og diskussioner i omegnen af den røde løber i Berlin. Men inden vi når dertil, må vi for fuldstændighedens skyld følge Fritz Honkas usikre fodspor til nogle skæbner og mennesker, der ville kunne forme Charles Bukowski om til en livsglad optimist i sammenligning og få ordet trøstesløst til at antage nye og positive toner. For typerne, der med det yderste af de sorte negle hænger fast i livet og natværtshuset Der Goldene Hanschuh – som stadig findes, lige ved berygtede Reeperbahn i St. Pauli-kvarteret – er alt håb ude. Her drikkes udelukkende for at glemme. Eller falde i søvn, som mange af dem gør hen over bordene, hvor sorte mærker fra glemte cigaretter tegner dødsrutens landkort.

Et møde med et menneske

Mændene er – som Fritz Honka i Jonas Dasslers fuldkommen forvandlede skikkelse og forvredne ansigt med den skamferede hud – plettede, beskidte og konstant svedige. Kvinderne slidte, delvist deforme, overvægtige og så desillusionerede, at de er klar til alt for bare en snaps mere.

Til tonerne af sprød tysk schlagermusik fra halvfjerdserne på jukeboxen byder Fritz Honka de udvalgte, der alle er prostituerede eller pensionerede prostituerede på sprut og inviterer dem hjem for at fortsætte drikkeriet. Den beskidte og liglugtende lejlighed udsættes igen og igen for depraveret, døddrukken sex, inden det ofte ender med kvælning, slag, knivstikkeri, så blodet sprøjter. Fulgt af den rituelle partering af liget. Glansløst, glædesløst og tomt.

Ligesom Lars von Trier i ’The House That Jack Built’ er scenerne med vold, grotesk sex og selve mordene skildret eksplicit og uden antydningen af et barmhjertigt filter. Samtidig ville instruktøren vise, at Fritz Honka ikke bare var et monster, der dræbte kvinder, men også et menneske.

»Jeg vil ikke forklare ham, for han var syg, og kun en læge eller andre fagfolk kan forklare sygdom. Men jeg vil lade publikum følge ham som et menneske med værdighed«, forklarede Fatih Akin på pressemødet efter filmens visning.

Det faldt en kvindelig journalist fra Frankrig for brystet. Hun ville høre, om instruktøren mente, at udstillingen af sexvolden og mordene viste ’kvinderne værdighed’, og om filmen er indspillet før eller efter #MeToo.

»Vi indspillede, mens debatten løb… Og selvfølgelig tænkte vi på #MeToo, som jeg støtter. Men #MeToo må ikke blive til censur«, lød svaret.

Vi er i sandhed i den postmoderne alder for den engang så populære genre seriemorder-film. Måske er det snarere på tide at aflive seriemorderne på film, at give dem en tiltrængt pause eller bare finde på en eller anden holdbar ide for myrderiet?

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden