Foto: Mateo Contreras
Film og tv

Hun gør op med glorificering af både gangstere og indianere

Cristina Gallego, den ene del af kunstnerduoen Gallego-Ciro Guerra, fortæller om deres nye film, det colombianske gangsterepos ’Trækfugle’ om det oprindelige folk, der var blandt pionererne inden for narkosmugling.

Film og tv

Selv kalder Cristina Gallego sin og Ciro Guerras ’Trækfugle’ for »en spirituel gangsterfilm«, og hun er slet ikke for fin til at sige, at den er modelleret over klassiske amerikanske forbilleder som ’The Godfather’.

»Men det er de amerikanske gangsterfilm, fra ’Miami Vice’ til Netflix-serien ’Narcos’, der har fået lov til at beskrive narkokartellerne i Colombia«, siger Gallego til Politiken under et besøg i København.

Og narkokartellerne er fortsat tabu i Colombia, og det var det tabu, Gallego og Guerra følte sig fristet over evne til at gøre op med:

»Der er et billede i udlandet af, at alle colombianere er dybt involveret i narkohandel, og at vi er terrorister. Det er det første, alle tænker på, når de hører om Colombia. Som hovedpersoner i den myte ville vi lave en film om tragedien bag narkoen, og vi ville gå imod glorificeringen af narkogangstere som Pablo Escobar. Så vi besluttede at kigge på, hvad kartellerne har betydet for os som kultur og som et folk. Hvor kommer det hele fra?«.

Foto: Mateo Contreras

I forbindelse med ’Trækfugle’s nordamerikanske premiere fortalte Gallego om, hvor stødende det føles at se turister troppe op i Colombia med T-shirt med gangsterchefen Pablo Escobars navn og billede på, som om han var en anden Che Guevara.

»Det føles som en fornærmelse. Det er det samme som at glorificere en diktator, en Hitler«.

Blodet flyder

’Trækfugle’ foregår i reservatet i ørkenen mellem Colombia og Venezuela for Wayúu-stammen, Wayúu-nationen. Vi er i 60’erne, og ved et tilfælde bliver en mand fra Wayúu kompagnon i et lille selskab af marihuanasmuglere trods stammematriarkens udtalte skepsis. Pengene, der strømmer ind, legitimerer smugleriet, men branchen bliver stadig mere rå, som årene går, og blodet kommer til at flyde.

»I deres samtid var selve smugleriet af marihuana ikke så ekstraordinært«, som Gallego siger. »Wayúu-folket har altid smuglet, cigaretter, kaffe, whisky, tøj ... Og op til krigen mod narko i 70’erne var marihuana måske nok forbudt, men man så det ikke som specielt umoralsk«.

Foto: Mateo Contreras

Wayúu er et af 67 oprindelige folk, der lever i det moderne Colombia. Der er 300.000 af dem, og de er, siger Cristina Gallego, komplet usynlige. De lever ikke på gaden som subsistensløse i de store byer. De lever især i ørkenen og i Amazonas, selv om deres traditionelle territorier er truet af minedrift og skovhugst. Børnedødeligheden er høj. Men hverken Gallego eller den mere antropologisk interesserede Guerra kendte noget til dem. Og man kan ikke tage ud i ørkenen og støde ind i dem, hvis ikke de vil stødes ind i.

»Det er et samfund med særdeles stærke æresbegreber, og familien og matriarken er i midten af det hele. Kvindernes styrke gennemsyrer hele samfundet, i alle lag. Det er f.eks. kvinderne, der har lært sig spansk, fordi de lever af at sælge deres håndarbejde til colombianere og gringoer. De har den politiske og den spirituelle magt. Og deres samfund er gennemført kapitalistisk og bygget på traditionelle værdier«.

Hm, der røg illusionen om den ædle vilde ...

»Man kan jo bilde sig alt ind, når man ikke kender nogen«, siger Cristina Gallego. »Wayúu er mennesker ligesom alle andre. Alle samfund har nogle ting tilfælles«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I 1980’er ankom Pablo Escobar, kokainindustrien og de helt, helt store penge. Da var Wayúu-folket for længst fortrængt fra narkosmuglingen.

Tradition-modernitet

»I det daglige liv i Colombia fylder narkoen ikke rigtig noget. Jo, der findes marihuana på visse uddannelsesinstitutioner, men slet ikke i samme omfang, som jeg ser i USA og Europa. Der er det i hvert fald langt mere åbent. Colombia har ikke et problem med narkoafhængighed«.

Du kan ikke fortælle mig, at der ikke sniffes en smule i kunstnerkredse ...

»Nej, det kan du selvfølgelig have ret i. Men jeg vil stadig fastholde, at det i dagens Colombia er langt mere typisk, at en familie har problemer med et familiemedlem, der er blevet besat af religion«.

Hun griner højt.

Kan du ikke frygte, at det vil føles, som om I med ’Trækfugle’ skyder skylden for narkokartellerne over på et oprindeligt folk som wayúuerne?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, slet ikke. Vi fortæller historien ud fra Wayúu-nationens eksempel, men vi bruger dem som metafor for det colombianske samfund. En wayúu, som vi viste filmen til, sagde meget lakonisk, at den var »forfærdelig og tragisk, men det er sådan, vi er«. Mens vi filmede, var vi altid omgivet af cirka 30 fra stammen, som var engageret på alle niveauer af produktionen, og vi havde en lokal konsulent, der var antropolog og ekspert i sin egen kultur og dens overgang fra tradition til modernitet«.

’Trækfugle’ er produceret med hjælp fra store dele af verden uden for Colombia, men for 15 år siden blev kimen sået til en national colombiansk filmindustri. Dengang blev der produceret 1-2 film i landet pr. år, mens tallet i dag er svimlende 40, og det rækker fra fjottede kommercielle komedier til mere kunstneriske film, der lever størstedelen af deres liv på festivaler. Men Ciro Guerras forrige film, ’Slangens favntag’, som Cristina Gallego producerede, solgte dog 500.000 billetter i Colombia, og det var en overmåde smal film.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden