0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kilde: ØST FOR PARADIS

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fascinerende drama om de colombianske narkokartellers indianske rødder er strålende filmkunst

Filmiske narkogangstere er der nok af fra ’The Godfather’ og ’Scarface’ til ’Gomorra’ og ’Sicario’, men ingen af dem ligner ’Trækfugle’, den nye fremragende film fra Ciro Guerra og Cristina Gallego.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ciro Guerra er godt i gang med at give colombiansk film en uvant central placering på filmens verdenskort. Hans ’Djævlens trækspil’ imponerede allerede i 2009 med en stærk visuel fortællestil, der lignede en moderne filmisk arvtager til hans berømte landsmand Gabriel Garcia Márquez’ magiske realisme. Et regulært gennembrud kom i 2015 med Amazonas-dramaet ’Slangens favntag’.

Hele vejen igennem har Guerra arbejdet tæt sammen med producenten Cristina Gallego, og denne gang er makkerskabet blevet yderligere formaliseret med den fælles instruktion af ’Trækfugle’. Guerra og Gallego er tilbage i Colombia med en film, som er mere genregenkendelig end deres tidligere. Historien om de colombianske narkokartellers spæde fødsel bør kunne vække interesse ud over den snævre kreds af entusiaster, der i forvejen sætter pris på parrets fantasifulde fortællestil.

Filmiske narkogangstere er der nok af fra ’The Godfather’ og ’Scarface’ til ’Gomorra’ og ’Sicario’, men ingen af dem ligner ’Trækfugle’. Titlen er måske den eneste logiske oversættelse af den engelske titel ’Birds of Passage’ (på spansk ’Pajaros de Verano’, ’Sommerens fugle’), men misser en vigtig pointe. En trækfugl signalerer noget flygtigt, der med sikkerhed snart vil vende tilbage, men her handler det om passage og overgang. Noget vil blive forvandlet for altid.

Filmiske narkogangstere er der nok af fra ’The Godfather’ og ’Scarface’ til ’Gomorra’ og ’Sicario’, men ingen af dem ligner ’Trækfugle’

Filmen begynder således helt konkret med en overgangsrite, da den unge Zaida skal optages blandt Wayúu-stammens voksne kvinder. Allerede midt i ceremonien byder den unge outsider Rapayet sig til som ægtemand. Matriarken Úrsula ser med mishag på Rapayet, der er vokset op i den ikke-indianske verden blandt alijunaerne, men da det lykkes ham at stable den ublu medgift på benene, bliver de unge gift.

Måden, Rapayet skaffer pengene på, udgør i sig selv en slags overgangsrite af de mere dystre. De mange penge til kvæg, geder og magiske halskæder skaffer han ved at sælge marihuana til gringoerne. Dermed bliver wayúuernes traditionelle kultur i et kerneritual rodet sammen med den moderne verdens gustne værdier.

I begyndelsen går det ellers strygende. Handlen med marihuana gør familierne rige. Men blod bliver udgydt, og penge og statussymboler er overmagter, der rykker i traditionens rødder, så de næsten ikke kan undgå at slippe deres tag. Hvilket Guerra og Gallego fortæller med en originalitet og billedkraft, så den kun alt for velkendte forfaldsmyte opleves som dugfrisk og original. Hvor mange latinamerikanske instruktører nu betjener sig af et realistisk udtryk, dyrkes her en stil med rod i magisk realisme og Cinema Novo.

Forhistorie til Escobar

Spændingsskruen er mindre stram end i en typisk narkogangsterfilm. Men historien bliver ikke mindre fascinerende af, at man fra begyndelsen i 1969 er sig bevidst, at denne fortælling om klaner i en ukendt indianerstamme må kulminere i en slags forhistorie til Pablo Escobar og de berygtede narkokarteller i Medellín.

Hele vejen igennem fornemmer man overgangsritens mytiske spasmer. En gammel kultur er faldet for fristelsen og går sin undergang i møde, mens en ny orden bygget på mord og alskens bling-bling skal opstå.

Og det er fuglene, som varsler katastrofen. Disse trækfugle, der trasker omkring på deres lange, ildevarslende vadefugleben i de vulgært moderne stuer, som et sidste indbrud af magisk ornitologi.

Úrsula kan læse fuglene, og Zaida har den særlige kontakt til de drømme, der taler sandt om Wayuu-folkets fremtid. Men med pengene, blodet og automatvåbnene overgår man fra en slags liv til et andet. Evnen til at drømme de særlige drømme og tyde dem forsvinder. Verden bliver affortryllet.

Fortryllet er til gengæld stadig filmsproget i endnu et samarbejde med fotografen David Gallego, bror til Cristina Gallego. En troldmand med sit kamera, uanset om stilen skal være magisk eller realistisk.

Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder