Nogle film skiller sig ud ved motivet, andre ved formen og enkelte andre ved deres grundlæggende livssyn.
I alle henseender står ’Slangens favntag’ frem: Med mødet mellem vesterlændingene og de colombianske amazonas-indianere som motiv, med sine knivskarpe sort-hvide 35-mm-optagelser som overvældende sansemættet format, og med de oprindelige flodindianeres eget livssyn som filmens røde tråd.
Alligevel er det hvide mænd, der fører os ind i denne tætte grønne verden: Theo, en tysk opdagelsesrejsende og som figur baseret på virkelighedens Theodor Koch-Grünberg, kommer i 1909 med sin lokale tolk, Manduca, op ad floden for at finde eneboeren og shamanen Karamakate.
LÆS OGSÅ Bog om europæernes kolonialisme er god historieformidling og skrivebordsantropologi
Theo er udmagret og ryster af feber, han vil have Karamakate til at hjælpe med at finde den helbredende yakruma-plante og vil til gengæld forene ham med de sidste overlevende af cohuiano-folket, shamanens stamme.
I 1940 kommer amerikaneren Evan, baseret på virkelighedens Richard Evans Schultes, padlende alene ind i selv samme bugtning af floden og finder Karamakate, nu 31 år ældre og svækket, også hvad angår kontakten med naturen.
Shamanen er nu blevet en chullachaqui, siger han selv: en tom skal. Evan er ikke selv syg, som Theo var, men har læst i forgængerens gamle rejsedagbøger, at Karamakate kender vejen til de sidste overlevende yakruma-planter, og Evan er botaniker.
Ved krydsklip mellem de to rejser ad samme vandvej, men med de tre årtiers mellemrum, eksponeres de nærmest ind over hinanden i vores bevidsthed, med den formidable virkning, at vi oplever forvandlingen over tid: Regnskoven er i mellemtiden blevet udnyttet og dens oprindelige indianske levevis udslettet af ’kristne’ missionærer såvel som af de profitgrådige ’gummibaroner’.
Undergang og fremskridt
I egne øjne er Theo og (måske?) Evan på de lokale, oprindelige folks side. Deres rejser er ’ren’ udforskning af det ukendte, indsamling af ny viden. Ja, men på vestlige sprog og brugbart til hvilke fremtidige formål?
Med Karamakates og filmens blik ser vi vores hvide ’rejseførere’ som budbringere af både undergang og fremskridt, interessant fremstillet i en tidlig scene:
Da Theo, Manduca og Karamakate overnatter i en lokal landsby, vil høvdingen dér beholde Theos kompas som ’gæstegave’. Theo protesterer rasende, men bilder sig selv ind, at det er for landsbyboernes egen skyld: Nu mister de jo bare evnen til at finde vej ved stjernernes og naturens hjælp. Men kan viden monopoliseres, og er en slags viden bedre end en anden?
I et par andre glimt ser vi den velkendte historie om missionen som udnytternes fortrop: En forskruet præsts opdragelsesanstalt for kidnappede indianerbørn, midt i junglen, hvor Theo og Manduca møder dem, er ved Evans og Karamakates ankomst 30 år senere udartet til en paranoid, isoleret sekt omkring en selvbestaltet Reservejesus.
De har forenet »det værste fra begge verdener«, kommenterer indianeren tørt. ’Kristenlivet’ dér overgås i gru kun af de slavevilkår, lokale indianere på dét tidspunkt er blevet underlagt som tappere af gummisaft til den ny tids – og den tilstundende verdenskrigs – kæmpe efterspørgsel efter gummi.
Over for den fremadskridende ødelæggelse af en kultur står dens repræsentant, Karamakate, i enlig majestæt. Sin harmoni med og viden om naturens overflod såvel som dens ubønhørlighed har han vundet gennem levet liv og skærpet syn og syner, også af fremtiden, ved indtagelse af rusdrikken caapi.
Alt spundet sammen med årstider og myter, mellem slangens favntag og glimtet i jaguarens øjne.
Som henholdsvis aggressiv ung og resigneret gammel spilles denne ensomme shaman i ansigtsmaling og lændeklæde med ubestikkelig værdighed af to ikkeprofessionelle skuespillere fra lokale Amazonas-stammer.
Som samtidig dokumentarfilm
Den yakruna-plante, som vesterlændingene efterstræber, og som ikke må dyrkes, men kun findes i vild form, bliver symbolet på en verden, der bukker under for industrilandenes udnyttelse af regnskoven.
Lyder dét nu som ren regnskovsromantik og eksotisme, er det misvisende, selv om åndedyrkere måske vil udlægge den sådan, og ressourcesvin vil affærdige den på samme konto.
Men udgangspunktet i virkelige opdagelsesrejser såvel som brugen af sort-hvid film får de enkelte scener og øjeblikke til at fremstå næsten som samtidig dokumentarfilm.
LÆS ANMELDELSE ’Junglebogen’ er mere end Mowgli og stadig en gedigen klassiker
Undtagelsen er nogle i mine øjne temmelig kiksede farvesyner og lysformationer sidst i filmen, hvor de ellers skulle forstærke det dramatiske klimaks i en fjern landsby i de bjerge, der kaldes ’Gudernes værksted’.
At Ciro Guerras ’Slangens favntag’ var oscarnomineret, er lige så velfortjent som den hovedpris i Cannes-konkurrencen Quinzaine des Réalisateurs, som den vandt.
Den columbianske filminstruktør har både skabt en sansemættet film fra de sorte – det vil sige regnskovsgrønne og hidtil ubeskrevne – pletter på Colombias landkort og en nøgtern skildring af omkostningerne ved den industrialiserede verdens forskningsfremstød og natursyn.
Snarere end en fordummende sort-hvid modsætning mellem ’fremskridt’ og ’oprindelighed’ formidler filmen en indsigt i dialektikken mellem to kulturer: Vel har hvid kolonisering ændret og delvis udslettet regnskoven, men også omvendt. »Regnskoven har gjort mig til et andet menneske«, skriver den dødsmærkede Theo i 1909.
fortsæt med at læse
